Fra hvilke lande kan certificerede virksomheder ansætte medarbejdere fra? Hvad kræver det for at blive certificeret? Og hvornår skal medarbejderne på byggepladsen bære ID-kort? Få overblikket over den nye aftale om udenlandsk arbejdskraft.
Mandag landede den længe ventede aftale mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation, der skal sikre adgang til flere internationale kollegaer for danske virksomheder.
Aftalen er udformet som en overenskomstbaseret certificeringsordning og for at være med skal virksomheden være omfattet af en overenskomst og være certificeret. Er man det, vil man kunne rekruttere arbejdskraft fra 16 tredjeverdenslande.
Certificeringsordningen træder i kraft, når aftalen er vedtaget i Folketinget, hvilket forventes at ske i efteråret. At blive certificeret er første skridt for alle virksomheder, der vil være en del af den ny overenskomstbaserede certificeringsordning.
Sådan bliver du en del af den nye certificeringsordning
For at blive certificeret skal en virksomhed:
Være omfattet af en overenskomst og må alene ansætte udlændinge efter ordningen i stillinger, der er omfattet af disse overenskomster.
Have valgt tillidsrepræsentation eller indgå en særskilt aftale med den relevante lønmodtagerorganisation om adgang til kontrol.
Ikke i de seneste to år være pålagt bod i Arbejdsretten eller faglig voldgift for underbetaling af udenlandsk arbejdskraft.
Vedlægge en serviceattest udstedt af Erhvervsstyrelsen eller tilsvarende dokumentation.
Have været i drift i minimum to år og have aflagt årsrapport.
Virksomheden skal desuden leve op de betingelser, som allerede i dag gælder for certificering til brug af fast track-ordningen.
Her kan du rekruttere fra
Når certificeringsordningen er trådt i kraft, og virksomheden er blevet certificeret, kan man gå i gang med at rekruttere arbejdskraft fra de 16 tredjeverdenslande i ordningen.
For nuværende omfatter certificeringsordningen USA, Storbritannien, Singapore, Kina, Japan, Australien, Canada, Indien, Brasilien, Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine og Moldova.
ID-kort gælder tidligst fra 2028
Et andet af ordningens initiativer er et krav om ID-kort på alle medarbejdere på bygge- og anlægsprojekter, hvor anlægssummen er over 100 millioner kroner. Kravet træder dog tidligst i kraft fra 2028, alternativt i 2030, alt efter hvilken ID-kortløsning branchen vælger.
De omfattede virksomheder har med andre ord god tid til at forberede sig på, at den nye ordning træder i kraft.
TEKNIQ følger arbejdet med den overenskomstbaserede certificeringsordning tæt og vil løbende opdatere hjemmesiden med nyt om ordningen.