TEKNIQ holder lukket mellem jul og nytår. Ved akut overenskomsthjælp kan Jura kontaktes - vi åbner igen 2. januar. Læs mere her
Krav til afstand mellem gulvvarmeslanger?
Spørgeboks
Publiceret:01. jul. 2024
Spørgsmål besvaret af:Birger T. Kristiansen
Spørgsmål:
I forbindelse med en aktuel opgave er vi kommet i tvivl, om der er krav til afstand mellem gulvvarmeslanger?
Svar
Nej, der er ikke et specifikt krav til afstand mellem gulvvarmeslanger. Kravet til gulvvarme er det samme som til andre varmegivere, nemlig at den ønskede rumtemperatur skal kunne opnås. Konkret betyder det for gulvvarme, at der skal udlægges gulvvarmeslange i forhold til det beregnede varmetab for rummet. Der kan typisk udlægges gulvvarmeslanger efter et varmebehov på 30 W/m², da det i de fleste tilfælde vil være til den gode side af det faktiske behov. Leverandøren vil i sin lægningsanvisning typisk have en oversigt over varmeafgivelse ved forskellige centerafstande.
At vi generelt kan overdimensionere varmegiveren, også ved udlægning af gulvvarme, skyldes bestemmelsen i DS469 om, at varmetilførslen til rummet automatisk skal kunne reguleres i forhold til det aktuelle behov, typisk med en rumføler. Der er med andre ord ikke bestemmelser i lovgivningen med tilhørende anvisninger, der omhandler centerafstande ved udlægning af gulvvarmeslanger. De skal dog stadig udlægges efter leverandørens anvisning, der i flere tilfælde også foreskriver mindre slangeafstand ved vinduer til gulv og langs ydervægge.