Nu skal årets Fagtalent hyldes – indstil din favorit nu
Publiceret:18. aug. 2025
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Hver dag knokler unge faglærte og sikrer, at der bliver bygget nyt, produceret livsvigtige produkter og at den grønne omstilling drives fremad. Derfor fortjener de hyldest.
Danmarks unge fagtalenter er ikke dem, der står i første række, når der skal uddeles priser til fremtidens ledere og talenter. Det vil TEKNIQ lave om på og har derfor, sammen med andre stærke kræfter på arbejdsmarkedet og Jyllands-Posten, etableret Fagtalent-prisen.
Sidste år blev Fagtalent-priserne uddelt for første gang til en række af Danmarks dygtige faglærte, der skiller sig ud. Nu er det blevet tid til at uddele prisen til årets Fagtalent 2025.
- Man skal hylde det, man gerne vil have. Og jo mere vi viser fagtalenterne frem, jo mere respekt skaber vi om fagene, som er så vigtige for samfundet. Danske virksomheder løser hver dag store samfundsudfordringer, og det er de unge faglærte der gør den forskel. Det fortjener de at blive hyldet for, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ og bestyrelsesformand for Fagtalent.
Indstil dit Fagtalent
For at komme i betragtning til Fagtalent-priserne, skal man være under 36 år, have færdiggjort sin uddannelse og være i beskæftigelse på det private arbejdsmarked.
Der uddeles priser indenfor otte kategorier:
Innovation
Vækst og iværksætteri
Komet
Ledelse
Kundetilfredshed
Kulturbærer
Grøn omstilling
Året talentudvikler (særpris)
Du kan indstille dit bud på et Fagtalent på Fagtalents hjemmeside, men du skal ikke vente for længe, for den 19. september lukkes der for indstillinger. Vinderne blive afsløret ved et awardshow den 27. november.