-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
I 5. klasse blev Mads Karrebæk smidt ud af friskolen. Han bestod hverken 9. eller 10. klasse. Men en dygtig lærer på efterskolen fik den skoletrætte til at interessere sig for smedefaget. Svendeprøven blev bestået med et 12-tal. Nu er Mads selvstændig smed og på vej med første ansættelse. Og vinder af Fagtalent 24.
- Jeg troede egentlig, at jeg skulle være landmand. Men min efterskolelærer så en smed i mig og fik skaffet mig en ekstra uges skolepraktik hos en smedemester. Værkstedet var en virkelig verden, som var sjov. Jeg oplevede, hvor meget man kan skabe. Smed var et fag for mig.
Mads Karrebæk har en ADHD-diagnose og er ordblind. Men han fik både et 12-tal for sin svendeprøve og en flidspræmie oven i hatten fra erhvervsskolen. Og nu har han startet sin egen virksomhed – M. Karrebæk Stål.
- Jeg fik allerede et CVR-nummer, da jeg var i lære. Min energi rækker til meget mere end 37 timer, så jeg kørte rundt og hjalp eksempelvis landmænd med mindre reparationer i min fritid efter fyraften og i weekenden. Jeg oplevede, at det var supersjovt at skaffe arbejdet og have kundekontakten. Og nu er jeg så selvstændig, fortæller den 25-årige smed fra Nykøbing.
Og der er masser af forskellige opgaver i hus for den energifyldte iværksætter: I Nykøbing har han en ordre med at skulle bygge et tigerbur om til andre rovdyr. I Borup har han løbende smedeopgaver på en elementfabrik, når der er travlhed. Og så er der også en større byggeplads i København, hvor man ringer efter M. Karrebæk Stål, når der skal løses forskellige opgaver med byggestål og andet.
- Min plan er at få min første ansatte her efter årsskiftet. Drømmen er at ende med en håndfuld ansatte, så jeg koncentrerer mig om kundekontakt og at skaffe arbejdet til mit hold. Sådan en virksomhed vil jeg gerne skabe, lyder det fra smeden.
Blå bog Mads Karrebæk
-
Klejnsmed Mads Karrebæk
25 år
12-tal ved svendeprøven
Udlært hos Klemas Trapper, Næstved
Indehaver af M. Karrebæk Stål
Vinder: Årets Fagtalent ”Vækst og iværksætteri”
Mads Karrebæk er et stjerne-eksempel på et ungt menneske, hvis karriere som en af de dygtigste faglærte var tæt på at stoppe både i Folkeskolen og på erhvervsskolen på grund af de teoretiske krav. Skolen sugede al energi ud af ham. Det var svært at se ideen med at lære dansk, matematik og engelsk.
Rent faktisk dumpede Mads i 9. og 10. klasse i Folkeskolen. Nu er den unge smed nomineret til konkurrencen Fagtalent 24 i kategorien ”Vækst og Iværksætteri.” Han er stolt og har en drøm på vegne af andre dygtige, der har det svært med Folkeskolens tunge vægt på teori og læring.
Mors kamp og støtte
- Skolen mister mange af min slags, fordi der slet ikke er noget håndværksmæssigt i løbet af skoletiden. Vi er mange, der har svært ved at koncentrere os og sidde stille i skolen, fordi vi ikke kan se ideen og målet med undervisningen. Hvis man i skoletiden kunne få en succesoplevelse med noget håndværk – og forstå, hvad eksempelvis matematik kan bruges til, så ville det motivere meget mere til det boglige, lyder ønsket fra Mads til den danske Folkeskole.
I den turbulente barndom og ungdom i skolesystemet har mor Lone Karrebæk Askøe stået bag sin energiske søn og kæmpet for en vej til en uddannelse. Og hun er naturligvis stolt over, at Mads nu er udpeget til at være en af landets dygtigste faglærte inden for iværksætteri i Fagtalent 24.
- Mit ønske er, at andre forældre med børn, der har udfordringer, bevarer håbet for det enkelte barn. Vi ved aldrig, hvor det ender! Mads er et super godt eksempel på, at børn og unge kan udvikle sig i mange år. Vi skal tro på vores børn og unge og give dem mulighed for at lykkes. Som Mads sagde engang i folkeskolen: "Jeg kan alt.... altså bortset fra at gå i skole". Vi må aldrig lade vores børn og unge miste deres selvværd, siger Lone Karrebæk Askøe.
Stilladsarbejder
I Folkeskolen var moderens faste budskab til Mads, at han ikke var dum, men utrænet, når tingene gik skævt i skolen.
- Jeg glemmer aldrig den lærer, der sagde til mig, at om ikke andet, så kunne Mads da blive stilladsarbejder, siger Lone Karrebæk Askøe.
Talent 24
-
Landets største fagtalenter skal hyldes for at inspirere andre unge til at gå en faglært vej. Fagtalent-prisen er et samarbejde mellem TEKNIQ Arbejdsgiverne, Jyllands Posten, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal, Dansk El-forbund og DI.
De 8 kategorier er:- Innovation
- Grøn omstilling
- Vækst og iværksætteri
- Komet
- Ledelse
- Kundetilfredshed
- Kulturbærer
- Årets talentudvikler