Som medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne kan du anmelde en overtrædelse af autorisationsloven til TEKNIQ Arbejdsgiverne, som vil indberette sagen for Sikkerhedsstyrelsen.
Mange medlemmer henvender sig til TEKNIQ Arbejdsgiverne omkring overtrædelser af autorisationsloven. TEKNIQ Arbejdsgiverne ser alvorligt på overtrædelser af autorisationsloven og er løbende i dialog med Sikkerhedsstyrelsen, der er myndighed på området.
Autorisationsloven angiver, at virksomheder eller personer, der ikke er autoriserede, ikke må foretage sig noget, der kan vække forestilling om, at de har en autorisation, fx gennem annoncering eller lignende.
Sikkerhedsstyrelsen administrerer og vedligeholder autorisationsregistret. Her kan du tjekke, om en virksomhed har autorisation inden for el, vvs, kloak og gas. Autorisationsregistret opdateres dagligt og er tilgængelig på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.
Det er Sikkerhedsstyrelsen, der anmelder overtrædelser af autorisationsloven til politiet med angivelse af en bøderamme. Det er efterfølgende politiet, der rejser sigtelse for overtrædelsen, og det er domstolene, der ved domsafsigelse afgør sagerne.
Sikkerhedsstyrelsen indstiller typisk en bødestørrelse til politiet på minimum 15.000 kr. for overtrædelser af autorisationsloven.
I TEKNIQ Arbejdsgiverne kan vi hjælpe medlemsvirksomheder med at anmelde overtrædelser til styrelsen.
En virksomhed eller person, der indberetter overtrædelser af autorisationsloven til TEKNIQ Arbejdsgiverne, er sikret anonymitet. Når sagen indmeldes til Sikkerhedsstyrelsen, vil det alene være TEKNIQ Arbejdsgiverne, der står som anmelder.
Procedure ved anmeldelser
TEKNIQ Arbejdsgiverne har en fast procedure for indmelding af overtrædelsessager. Som medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne kan du anmelde en overtrædelse til TEKNIQ Arbejdsgiverne, som vil indberette sagen for Sikkerhedsstyrelsen. Du skal sørge for at skaffe dokumentation for overtrædelsen.
Dokumentation ved anmeldelse
Det er vigtigt at få dokumentation for overtrædelsen, inden du anmelder den. For at TEKNIQ Arbejdsgiverne kan anmelde en overtrædelse til Sikkerhedsstyrelsen, skal en eller flere af nedenstående oplysninger oplyses:
- Firmanavn, adresse, telefonnummer
- Link til hjemmeside
- Kopi af annoncer eller lignende
- Evt. kopi af faktura for udført arbejde
- Evt. foto af firmabil.
Sagsforløb
Sagsforløbet i forbindelse med en anmeldelse er følgende:
- Er det indberettede firma medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne?
Hvis ja, henvender TEKNIQ Arbejdsgiverne sig først direkte til medlemmet og anmelder evt. efterfølgende sagen til Sikkerhedsstyrelsen.
Hvis nej, anmelder TEKNIQ Arbejdsgiverne sagen til Sikkerhedsstyrelsen vedlagt dokumentation. - Sikkerhedsstyrelsen meddeler derefter TEKNIQ Arbejdsgiverne, hvad der foretages i sagen.
- TEKNIQ Arbejdsgiverne sender en kopi af brevet til Sikkerhedsstyrelsen til orientering til ”anmelder”.
- Afgørelse i sagen udmeldes, hvis Sikkerhedsstyrelsens giver tilladelse til det.
Vi opfordrer vores medlemmer til at indberette det til TEKNIQ Arbejdsgiverne, når man ser overtrædelser af autorisationslovgivningen, så vi kan forfølge sagen. Det er meget vigtigt, at man i den forbindelse har sikret sig den nødvendige dokumentation.
Udfyld skemaet og send det til btc@tekniq.dk