Elektrikeruddannelse varer 4-4½ år og giver mulighed for at specialisere lærlingen, så uddannelsen matcher virksomhedens forretningsområde.
Uddannelsen opdateres hvert år, så den bl.a. er på forkant med kompetencer rettet mod grøn omstilling.
Lige nu pågår der et større arbejde med at revidere elektrikeruddannelsen, da TEKNIQ Arbejdsgiverne forventer at elektrikeruddannelsen får tilført fem ugers ekstra skoleundervisning i 2023. Du kan læse mere om arbejdet med de fem uger her.
Elbranchen har mange forskellige forretningsområder og opgaver - fra almindelige boliginstallationer til intelligente bygningsinstallationer og energieffektivisering. Andre opgaver er styring og regulering af industrielle anlæg, automatisering i industrien, kommunikation og datainstallationer, alarm, installationer på skibe, højspænding og sikringsanlæg m.v.
Elektrikeruddannelsen er så fleksibel, at virksomheden altid kan uddanne en lærling med fokus på et specifikt forretningsområde.
Derfor er det vigtigt, at virksomheden, når der skal indgås en uddannelsesaftale sammensætter et uddannelsesforløb, der matcher virksomhedens behov for kompetencer.
Selve uddannelsen
Elektrikeruddannelse er en 4-4½-årig erhvervsuddannelse, som består af en kombination af skoleperioder og oplæring i virksomheden. Uddannelsen består af et grundforløb på 20 uger (GF2), et fælles hovedforløb på 16 uger (H1), 4 eller 5 specialiserende moduler, en svendeprøve, samt oplæring i virksomheden mellem skoleperioderne.
Uddannelsens første 2 år (grundforløb, oplæring i virksomheden og H1) er ens for alle. Mens uddannelsens specialiserende del af hovedforløbet er opbygget af 32 moduler af 4 ugers varighed, hvor lærlingen i samarbejde med virksomheden skal vælge 4-5 moduler.
Elektrikeruddannelsen kan også tages som en eux-elektrikeruddannelse og som talentelektriker:
Modulvalg - lærlingens specialisering
Virksomhed og lærling skal vælge, hvilke 4 eller 5 moduler, der vil matche/supplere virksomhedens aktuelle og fremtidige arbejdsopgaver. Virksomheden kan komme ud for, at nogle de moduler du og din lærling ønsker ikke udbydes på den skole, du plejer at bruge. Der er frit skolevalg i hele landet, som sikrer, at det ønskede modulvalg kan gennemføres på de forskellige skoler, hvor de aktuelle moduler udbydes. Dertil kommer, at virksomheden ud fra undervisningens kvalitet altid kan vælge en specifik skole, som ikke behøver at være den nærmeste.
Der er fuld refusion på skolehjemsudgifter og 80 % refusion på transportudgifter (billigste offentlige transport).
Virksomhedsgodkendelse
For at indgå uddannelsesaftale med en elektrikerlærling skal virksomheden være godkendt til at uddanne elektrikerlærlinge. Virksomheden godkendes af vores uddannelsessekretariat på evu.dk.
Her skal virksomheden afkrydse de arbejdsopgaver fra elbranchen, som virksomheden arbejder med. Det resulterer i en godkendelse til de dele af elektrikeruddannelsen, som matcher virksomheden. En virksomhed må vælge op til to moduler på lærlingens uddannelse, som ligger uden for de arbejdsområder, som virksomheden er godkendt til.
Når uddannelsesaftalen efterfølgende skal udarbejdes på elektrikeruddannelsen.dk tages der automatisk udgangspunkt i, hvilke moduler virksomheden er godkendt til.
Ansøg om virksomhedsgodkendelse her
Uddannelsesaftalen
Når du ansætter en elektrikerlærling, skal I udfylde en uddannelsesaftale. Det skal du gøre på elektrikeruddannelsen.dk, hvor du dels udfylder uddannelsesaftalen, dels vælger de moduler (4-5) som din lærling skal have i løbet af uddannelsen. Herefter sendes aftalen til digital godkendelse hos lærlingen og videre til digital godkendelse på skolen.
På elektrikeruddannelsen.dk kan du i øvrigt se samtlige af dine lærlinges uddannelsesaftaler og modulvalg.
Det er altid fornuftigt at sætte sig grundigt ind i, hvad lærlingen lærer i de enkelte moduler. På elektrikeruddannelsen.dk kan du klikke på hver enkelt modul og få vist, hvilke kompetencer lærlingen skal undervises i. Desuden er der mulighed for at se, hvilke moduler på modulniveau 1 der giver adgang til de højere modulniveauer.