Juniormesterlære er en ordning, der træder kraft i 2025, hvor elever i 8. og 9. klasse kan tilknyttes en virksomhed og få praktisk erfaring i arbejdslivet. Eleverne tilbringer 1-2 dage om ugen hos en virksomhed eller på en erhvervsuddannelse, FGU eller ungdomsskole.
Juniormesterlære
Under juniormesterlære fortsætter eleverne med undervisning i (minimum) kernefagene dansk og matematik for at sikre, at de opfylder de nødvendige uddannelseskrav. Når juniormesterlæren er afsluttet, har eleverne mulighed for at tage en afgangseksamen, som giver adgang til erhvervsuddannelser.
Fordele for virksomheder
Virksomheder, der deltager i juniormesterlære, får mulighed for at forme fremtidens arbejdskraft og støtte elevernes faglige og personlige udvikling. Ordningen kan også bruges som en rekrutteringskanal, hvor virksomheden præsenterer sine forskellige karriereveje og tiltrækker motiverede unge.
Forpligtelser og ansvar
Virksomheder har ansvar for at skabe et trygt og udviklende miljø, hvor arbejdet passer til elevernes alder og fysiske formåen. Det er også vigtigt, at arbejdsforholdene overholder gældende arbejdsmiljøregler.
Vil du have en elev i juniormesterlære?
At tage en elev ind i juniormesterlære kan være en værdifuld investering for din virksomhed. Det giver mulighed for at udvikle en kommende lærling, som allerede kender virksomheden og dens kultur – en stor fordel ved senere ansættelse. Nedenstående har vi lavet en guide til at få en i juniormesterlære.
Guide til at få en i juniormesterlære
Det afhænger meget fra kommune til kommune, derfor anbefaler vi at tage kontakt din kommune, eller lokale uddannelsesinstitution for at finde ud af mere om, hvordan du kan blive en del af juniormesterlæreordningen.
Du kan også kontakte jeres erhvervsplaymaker, hvis jeres kommune har dette. Se oversigt over erhvervsplaymakere her: https://erhvervsplaymakere.dk/
- Din virksomhed skal sikre, at arbejdet er passende for elevernes alder og fysiske formåen.
- Arbejdet skal overholde arbejdsmiljøreglerne, og virksomheden skal have klare retningslinjer for elevernes arbejdsopgaver.
- Virksomheden skal bekræfte i praktikaftalen, at eleven ikke får eller har kontaktpersoner, som er dømt for forhold, der fremgår af en børneattest, som virksomheden kan indhente.
I skal altid følge de gældende regler for arbejdsmiljø, når de har elever i praktik. Hvad en elev må arbejde med, afhænger af elevens alder:
13 år
Elever i 8. eller 9. klasse, der er 13 år, kun må lave lettere arbejde. Arbejdet må ikke være farligt eller udgøre en risiko for deres sikkerhed og helbred. De må derfor ikke arbejde med eller tæt på farlige maskiner, farlige stoffer eller tunge ting, som de skal løfte.
14 eller 15 år
Elever i 8. eller 9. klasse, som er 14 eller 15 år, må lave mere krævende arbejde, men det må stadig ikke være farligt eller forbudt efter reglerne om unges arbejde.
De må gerne:
- bruge ufarlige maskiner
- arbejde med mindre farlige stoffer og materialer
Et eksempel på, hvad de kan lave, er at bruge håndholdte elektriske boremaskiner.
For yderligere information henviser vi til Arbejdsmiljølovgivningens anvendelse for elever i erhvervspraktik
Vi afventer stadig mere præcise krav i forhold til arbejdsmiljø, når en virksomhed skal have en eller flere elever i juniormesterlære.
Elever, der er i praktik i en virksomhed som led i juniormesterlære, er omfattet af statens erstatningsordning. Det betyder, at der kan være dækning under statens erstatningsordning, hvis eleven selv kommer til skade, eller hvis eleven forvolder skade på andres person eller ejendele. Det vil dog altid bero på en konkret vurdering af sagens og skadens omstændigheder.