-
El
Det er ikke let at oplade sin elbil i byen. Ny rapport fra TEKNIQ Arbejdsgiverne sætter fokus på de udfordringer, der er, når boligforeninger skal have opsat ladestandere.
Det kan være håbløst at finde en parkeringsplads i byen, når man kommer rullende i servicevognen, og gerne vil parkere så tæt på kunden som muligt. Den oplevelse bliver ikke bedre, hvis du i fremtiden skifter til en el-bil og må indsnævre din søgning i håbet om at finde en parkering, hvor du også kan oplade din bil. Det er svært at finde en ladestander til sin el- eller hybridbil, også selvom der kommer flere ladestandere. Tal fra transportministeriet viser, at der for eksempel kun er 2,2 ladepunkter pr. tusinde indbyggere i Aarhus Kommune og 1,6 i Odense Kommune. Man må kæmpe lidt mere om ladepladsen i Aalborg, hvor der kun er 1,1. Selvom udviklingen går i den rigtige retning, så er der stadig meget få lademuligheder i forhold til den stigende interesse for elbiler. Det kan især være svært at finde ladeudtag tæt på hjemmet, hvis man bor i lejlighed. En af grundene til det er de mange udfordringer, som boligforeninger står overfor, når de skal have opsat ladestandere.
- El- og hybridbiler er gået fra at være en niche til at være mainstream, og hvis vi skal understøtte den udvikling, så skal man også kunne køre elbil, selvom man ikke har en indkørsel, hvor man kan opsætte en ladestander – ellers går udviklingen i stå, siger Troels Hartung, Bæredygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Udfordringer kræver fælles løsninger
Det er ikke gratis at få opsat ladestandere, og en boligforening vil tit have en række andre projekter, der skal finansieres. Det kan betyde, at ladestandere bliver nedprioriteret.
Det er boligforeningernes bestyrelser, der skal tage beslutningen om opsætning af ladestandere, og når det bliver dyrt, spiller egeninteresser ind, hvilket gør, at mulighederne for opladning af elbiler afhænger af den enkelte bestyrelses sammensætning. Det er også op til de enkelte medlemmer af bestyrelsen at forstå og sætte sig ind i den komplicerede proces.
- Det er vigtigt at huske, at det er frivillige, der sidder i boligforeningernes bestyrelser. Man kan ikke forvente, at de kan og skal sætte sig ind i processer og regler, der kan være svære nok at holde styr på for fagfolk. Der mangler en officiel opskrift, der overskueliggør hele processen, så den ikke stopper, inden den går i gang, udtaler Troels Hartung, der er bæredygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Uoverskuelige regler, økonomi, og forskelligartede interesser i bestyrelsen bør ikke være en stopklods for den grønne omstilling, ifølge erhvervsorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne, der netop har udgivet en rapport med anbefalinger om, hvordan vi accelererer dansk ladeinfrastruktur. I rapporten bliver kommunerne fremhævet som en afgørende aktør, der både kan sikre en tidlig dialog med boligforeninger og vejlede om opsætning. Rapporten fremhæver også, at man kan gøre som i Norge og indføre laderet, så lademulighederne ikke er afhængige af beboerdemokrati.
Når man går med tanken om at opsætte ladestandere i en boligforening, så er det altid en god start at kontakte en ladeoperatør, der er fagligt kvalificeret og inde i det komplicerede område. Som virksomhed er der gode forretningsmuligheder i at kunne bistå foreninger i den komplicerede proces.
Dyk dybere ned i vores holdning til ladestandere i rapporten ”Power Up”.