Timelønnede optjener feriepenge, mens månedslønnede og lærlinge har ferie med løn.
Timelønnede elektrikere
Optjening af feriepenge
Der optjenes 12,5% i feriepenge af alle skattepligtige løndele.
Det samlede feriepengebeløb efter skat fordeles ligeligt på det antal feriedage, den pågældende medarbejder har optjent i året.
Regler for sygeferiegodtgørelse
Når elektrikeren bliver syg, skal virksomheden betale sygeferiegodtgørelse under fravær fra 2. fraværsdag, uanset om sygefraværet skyldes regulær sygdom eller sygefravær som følge af tilskadekomst.
Sygeferiegodtgørelsen udgør 12,5 % af elektrikerens sædvanlige løn i det sidste kvartal før fraværet. For en elektriker, der har ret til delvis løn under sygdom, udgør sygeferiegodtgørelsen forskellen mellem den ovennævnte normale sygeferiegodtgørelse og feriegodtgørelsen af den delvise løn.
Sædvanlig løn er elektrikerens sædvanlige fast påregnelige timeløn i kvartalet forinden sygefraværet. Usædvanlige udbetalinger, f.eks. på grund af ferieafholdelse eller udbetaling af et stort akkordoverskud i det nævnte kvartal, skal ikke indgå i beregningen af sygeferiepengegodtgørelsen.
Hvis elektrikeren har været ansat i hele optjeningsåret i samme virksomhed, har elektrikeren ret til sygeferiegodtgørelse allerede fra 1. sygefraværsdag, hvis elektrikeren har haft mere end 52 perioder i optjeningsåret (1.1. - 31.12.) med sygefravær. Hvis elektrikeren ikke har været ansat i hele optjeningsåret (1.1. - 31.12.) i samme virksomhed, optjener elektrikeren ret til ferie med sygeferiegodtgørelse fra 1. sygefraværsdag efter et forholdsmæssigt færre antal perioder med sygefravær.
Beregningen foretages ved at dividere 52 (antal uger i året) med 12 (antal måneder i året) og gange med antallet af måneders ansættelse i optjeningsåret. Reglen sikrer, at en arbejdsgiver, der skal afregne sygeferiegodtgørelse til en elektriker, som fratræder, kan opgøre sygeferiegodtgørelsen endeligt i forbindelse med lønmodtagerens fratræden.
Eksempel: En elektriker, som fratræder den 31. marts i et optjeningsår, optjener sygeferiegodtgørelse fra den 2. fraværsdag i de første 13 (52/12*3 = 13) fraværsforløb på grund af sygdom. Elektrikeren optjener derfor sygeferiegodtgørelse fra den første fraværsdag på grund af sygdom fra det 14. sygefravær.
Månedslønnede elektrikere
Optjening af ferie med løn
Der optjenes 2,08 (2,5 ved 6-dages uge) feriedag med løn for hver måneds beskæftigelse som funktionær.
Betalingen under ferie med løn er den aktuelle løn på afviklingstidspunktet. Hvis medarbejderens gennemsnitlige arbejdstid er ændret med mere end 20 % fra optjeningsåret til ferieåret, skal lønnen under ferie reguleres forholdsmæssigt.
Ferietillæg
Der optjenes et ferietillæg på 1% af den ferieberettigede løn. Tillægget beregnes af samtlige skattepligtige løndele, dog beregnes ikke ferietillæg af løn udbetalt under ferie og ferietillæg for tidligere ferieår.
Ferietillægget udbetales enten ved ferieårets start sammen med lønnen for maj måned eller forholdsmæssigt når ferien afvikles. Hvis det udbetales ved ferieårets start kan det modregnes ved fratræden, i det omfang der er udbetalt ferietillæg for ikke afholdt ferie.
Feriepenge i stedet for ferie med løn
Den månedslønnede elektriker har mulighed for at vælge at få feriepenge i stedet for ferie med løn. Elektrikeren skal meddele dette til arbejdsgiveren før ferieårets start. Elektrikeren vil herefter optjene 12 % i feriepenge i optjeningsåret. Der optjenes i så tilfælde ikke ferietillæg.
Feriegodtgørelse ved fratræden eller overgang til timeløn
En elektriker der fratræder fra en stilling som månedslønnet elektriker eller overgår til timeløn, skal ved fratræden eller overgang til timeløn have udleveret feriekort for det indeværende ferieår. Uanset om den månedslønnede elektriker har haft ferie med løn eller har valgt 12 %-ordningen, skal feriegodtgørelsen ved fratrædelse beregnes med 12½ %.
Endvidere skal feriekort for følgende ferieår fremsendes ved optjeningsårets udløb.
Feriegodtgørelse optjent under ansættelsen som månedslønnet elektriker beregnes uden anvendelse af skattefradrag.
Elektrikerlærlinge
Hvor meget ferie har en lærling ret til?
Lærlinge har ret til betalt ferie i 5 uger svarende til 25 feriedage. Retten til betalt ferie optjenes med 2,08 dag for hver måneds ansættelse i ferieåret. Ferieåret går fra den 1. september til 31. august.
Lærlinge har en særlig ret til betalt ferie i de ovennævnte 5 uger i den første og anden hele ferieafholdelsesperiode efter, at læreforholdet er påbegyndt. Virksomheden betaler løn i det omfang, lærlingen ikke har optjent ret til løn under ferie eller feriegodtgørelse.
Er læreforholdet begyndt i perioden 2. september til 31. oktober, har lærlingen en tilsvarende ret til betalt ferie i 5 uger i den ferieafholdelsesperiode, der knytter sig til ferieåret.
Er læreforholdet begyndt i perioden 1. november til 30. juni, har lærlingen en tilsvarende ret til 3 ugers betalt hovedferie i hovedferieperioden og 5 dages betalt ferie under virksomhedslukning før hovedferieperioden.
Hovedferieperioden udgør perioden fra 1. maj til 30. september.