Forbrugeraftaleloven giver forbrugere en udvidet beskyttelse, når de indgår aftaler med erhvervsdrivende. Der er derfor en række forhold, den erhvervsdrivende skal være særligt opmærksom på.
Forbrugeraftalelovens vigtigste bestemmelser for den erhvervsdrivende omhandler oplysningspligt, fortrydelsesret og reglerne for fjernsalg.
Bødestraf
Forbrugeraftaleloven er strafsanktioneret. Det betyder, at en tilsidesættelse af reglerne straffes med bøde. Bøder gives i forbindelse med:
- Uanmodet henvendelse
- Manglende opfyldelse af oplysningspligten
- Hindringer for forbrugeren til at udnytte opsigelsesretten
Aftaletyper
Alle aftaler mellem erhvervsdrivende og en forbruger skal være indgået ved en henvendelse fra forbrugeren, og må ikke ske ved en uanmodet henvendelse fra den erhvervsdrivende (se nedenfor).
Derudover skelnes der imellem:
- Aftaler indgået ved forbrugerens henvendelse på virksomhedens faste forretningssted.
- Aftaler indgået uden for det faste forretningssted eller som fjernsalg (fx netsalg).
I aftaler om løbende levering, som fx gas- og olieserviceaftaler gælder der desuden regler om opsigelsesvarsel (Læs mere under afsnittet ‘opsigelsesvarsel’).
Forbud mod uanmodet henvendelse
Erhvervsdrivende må ikke uanmodet henvende sig til forbrugere med det formål at opnå accept af et tilbud eller accept af fremtidig indgåelse af en aftale.
Forbuddet gælder både uanmodede telefoniske henvendelser og personlig henvendelse på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andre steder, hvortil der ikke er almindelig adgang.
Derfor skal den erhvervsdrivende sikre sig, at forbrugeren ”udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg”. Har virksomheden ikke sikret sig et samtykke, vil forbrugeren kunne påberåbe sig aftalens ugyldighed. Har kundebesøget været aftalt, kan ugyldighed ikke påberåbes for leveringen af den aftalte ydelse - men forbrugeren har fortrydelsesret for den aftale, der er indgået ved besøget, fordi denne aftale er indgået uden for det faste forretningssted.
Undtaget herfra er telefoniske henvendelse vedrørende bestilling af bøger, tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, formidling af forsikringsaftaler og tegning af et abonnement om redningstjeneste eller sygetransport.
TEKNIQ Arbejdsgiverne anbefaler:
Næsten ethvert kundebesøg beror på en telefonisk henvendelse til installatøren, og i disse tilfælde kan installatøren vælge at bekræfte, at forbrugeren har anmodet om besøget med et forudgående brev eller anden underretning (fx SMS eller mail).
Der gælder desuden særlige regler om forbud mod uanmodet fremsendelse af mails. Dette reguleres imidlertid ikke i forbrugeraftaleloven.
Tre vigtige definitioner
Forbrugeraftale
En forbrugeraftale er en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, som den erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv. Med forbruger menes en part, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at der ikke foreligger en forbrugeraftale.
Fjernsalgsaftale
Aftalen dækker enhver aftale om varer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, der kommer i stand uden, at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk (fjernkommunikation). En fjernsalgsaftale kan fx indgåes telefonisk eller via et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende (fx nethandel).
Erhvervsdrivendes forretningssted
Herved forstås et fast sted, hvorfra den erhvervsdrivende fast udøver sin forretningsbaserede aktivitet. Det gælder ethvert ikke-flytbart detailforretningssted, men også et flytbart forretningssted, hvis den erhvervsdrivende udøver sin forretningsbaserede aktivitet på sædvanligt grundlag.
Aftaler om løbende levering
Ved aftaler om løbende levering forstås fx gas- og oliefyrsserviceaftaler eller alarm og sikringsaftaler indgået med forbrugere. Ved aftaler om løbende levering er der yderligere regler om opsigelsesvarsel.
Opsigelsesvarsel
Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalen blev indgået.
Dette korte opsigelsesvarsel anvendes ikke
- når aftalen vedrører tjenesteydelser, som skal leveres inden for 1 år efter aftalens indgåelse
- hvis den samlede pris for tjenesteydelsen ikke overstiger 2.000 kr.
- og den fulde betaling skal ske senest 14 dage efter aftalens indgåelse.
Hvis en aftale om en tjenesteydelse er indgået ved anvendelse af en standardformular, skal formularen indeholde en bestemmelse, som tydeligt angiver, med hvilket varsel - og i givet fald fra hvilket tidspunkt - aftalen kan opsiges af forbrugeren. Bestemmelsen må ikke være uforenelig med forbrugerens ret til at opsige aftalen.
Hvis den samlede pris, der skal betales i henhold til en aftale om løbende levering af tjenesteydelser, overstiger 20.000 kr. årligt, og påbegyndelse af leveringen enten kræver, at den erhvervsdrivende afholder engangsomkostninger, der overstiger den gennemsnitlige pris efter aftalen for 6 måneders løbende levering, eller medfører en værdiforringelse af tilsvarende størrelse for den erhvervsdrivende, kan forbrugeren opsige aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 11 måneder efter aftalens indgåelse.