Hvad er en optrapningsordning?
En optrapningsordning er en gradvis optrapning af den pension, som arbejdsgiverne er forpligtet til at indbetale for sine ansatte ifølge overenskomsterne.
- Medlemmer på Elektriker- og VVS-overenskomsten kan optrappe det overenskomstbestemte arbejdsgiverbidrag på 10 pct. over en periode på tre år.
- Medlemmer på Industri- og VVS-overenskomsten kan optrappe det overenskomstbestemte arbejdsgiverbidrag på 10 pct. over en periode på fire år.
Det betyder, at:
- arbejdsgiverbidraget og lønmodtagerbidraget skal udgøre mindst 25 pct. af de overenskomstmæssige bidrag senest fra indmeldelsestidspunktet i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Senest 1 år efter skal bidragene udgøre mindst 50 pct. af de overenskomstmæssige bidrag.
- Senest 2 år efter skal bidragene udgøre mindst 75 pct. af de overenskomstmæssige bidrag.
- Senest efter 3 år skal bidragene udgøre mindst fuldt overenskomstmæssigt bidrag.
- For Industri- og VVS-overenskomsten kan optrapningen ske over 4 år.
Der er også mulighed for optrapning på dele af fritvalgsopsparingen og på bidrag til uddannelses- og samarbejdsfonden. Det følger de samme procentvise stigninger som til pensionen.
Hvad er betingelser for en optrapningsordning?
Virksomheden kan blive omfattet en optrapningsordning:
- hvis virksomheden ikke har etableret en pensionsordning for medarbejdere, som er omfattet af overenskomsten, ved indmeldelsen i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- hvis de medarbejdere, der er omfattet af overenskomsten, har en pensionsordning med et lavere pensionsbidrag end det, der kræves i overenskomsten.