Modregning i løn
Må du modregne værdien af bortkommet værktøj i medarbejderens løn? Og hvad gør du, hvis du opdager, at en medarbejder har fået for meget udbetalt i løn over det sidste halve år? Reglerne for modregning er komplekse, og fejlhåndtering kan koste dyrt. TEKNIQ har i den forbindelse udarbejdet en vejledning, som kan hjælpe jer. Vejledningen beskriver betingelserne for modregning, herunder hvornår og hvordan modregning kan ske.
Det er et grundlæggende princip i ansættelsesretten, at medarbejderen har krav på at få sin løn udbetalt ubeskåret. Derfor kan du som arbejdsgiver ikke uden videre foretage træk i lønnen.
Tre betingelser skal være opfyldt
For at en modregning er lovlig, skal der som udgangspunkt være tale om et klart og dokumenteret krav, der er forfaldet til betaling. Samtidig skal kravet have en direkte sammenhæng med ansættelsesforholdet – det man juridisk kalder konneksitet.
Det kan f.eks. være i situationer med:
· Ulovlig udeblivelse eller tyveri
· Manglende tilbagelevering af materiel eller værktøj ved fratræden
· Fejludbetalt løn, som medarbejderen burde have opdaget
Pas på passivitet
En af de største faldgruber for arbejdsgivere er passivitet. Hvis du opdager en fejludbetaling, skal du reagere hurtigst muligt. Hvis du venter for længe med at gøre medarbejderen opmærksom på kravet, kan du miste retten til at modregne – også selvom kravet ikke er forældet endnu.
Få overblik over reglerne
For at hjælpe vores medlemmer med at navigere i reglerne, har vi samlet de vigtigste regler i en overskuelig vejledning. Vejledningen kan ikke erstatte juridisk rådgivning, og vi anbefaler derfor altid, at I kontakter vores juridiske afdeling med henblik på rådgivning i jeres konkrete sag. Ring til os på 43436000 (tast 1) eller skriv til jura@tekniq.dk.