Schneider Electric har ansat Vicki Domar Rossen som Sales Manager for Digital Energy i Danmark. Hun skal drive digitaliseringen af bygninger og gøre energieffektivisering operationel i praksis.
Ansættelsen sker i takt med stigende energikrav og nye EU-regler, der øger behovet for at optimere bygningers energiforbrug. Ifølge Vicki Domar Rossen handler udfordringen ikke om mangel på teknologi – men om at få den i brug.
- Vi kan ikke energieffektivisere Danmark med Excel-ark og gode intentioner. Hvis vi mener den grønne omstilling seriøst, skal bygningerne digitaliseres, siger Vicki Domar Rossen.
Hun kommer fra en stilling som salgsdirektør hos Coromatic og får ansvar for at udbrede Schneider Electrics digitale energiløsninger til danske virksomheder.
Schneider Electric er en global energiteknologivirksomhed, der arbejder med elektrificering, automation og digitalisering. Virksomheden leverer løsninger til blandt andet bygninger, industri og infrastruktur med fokus på energieffektivitet og bæredygtighed.