Vi har en medarbejder, der tager hele sygedage i forbindelse med korte hospitalsundersøgelser som scanninger og blodprøver. Medarbejderen melder sig syg på de dage, og vi er i tvivl om, hvorvidt han har ret til løn under sygdom?
En medarbejder har kun ret til løn under sygdom, hvis vedkommende er uarbejdsdygtig på grund af sin sygdom. Det betyder, at medarbejderen skal være så påvirket af sin helbredstilstand, at arbejdet ikke kan udføres helt eller delvist.
Er der tale om almindeligt generelt forebyggende besøg ved læge, speciallæge eller lignende, kan det ikke sidestilles med sygdom. Ligger et sådant besøg i arbejdstiden, skal fraværet derfor aftales med arbejdsgiveren, og medarbejderen har som udgangspunkt ikke ret til betaling for den tid, fraværet varer.
Korte hospitalsbesøg som scanninger og blodprøver giver derfor ikke automatisk ret til en hel sygedag med løn, hvis medarbejderen i øvrigt er arbejdsdygtig resten af dagen. I den situation gælder som udgangspunkt, at medarbejderen:
Enten lægger besøget uden for arbejdstid, hvis det er praktisk muligt, eller
Kun er fraværende i det nødvendige tidsrum (inkl. transport- og ventetid) og herefter møder på arbejde.
Der kan dog være undtagelser f.eks hvis:
Medarbejderens helbredstilstand i sig selv gør ham uarbejdsdygtig hele dagen (fx pga. sygdommens sværhedsgrad, bivirkninger af behandling mv.),
Der er tale om mere omfattende ambulante behandlinger, der efter deres karakter og omfang reelt beslaglægger dagen og gør arbejde uforeneligt (læs mere om ambulante behandlinger her: Lægebesøg og ambulant behandling) eller
Virksomheden efter overenskomst, personalepolitik eller fast praksis giver ret til betalt frihed i videre omfang end det rent nødvendige fravær.
Hvis medarbejderen ikke er uarbejdsdygtig eller omfattet af reglerne om ambulante behandlinger, giver fraværet som udgangspunkt ikke ret til sygeløn. Medarbejderen kan i stedet anmode om frihed uden løn eller afspadsering – alt efter hvad der passer ind i jeres virksomhed.
Der kan være særlige regler i overenskomsten i forbindelse med fravær til lægebesøg. TEKNIQ anbefaler derfor at konsultere den relevante overenskomst i forbindelse med fravær til lægebesøg.
Anbefaling
Fremadrettet kan det være en idé, at I får en konkret dialog med medarbejderen om fraværet og på den måde vurderer, om der er tale om et egentligt sygdomsforløb, der gør medarbejderen uarbejdsdygtig på de dage, som I nævner.
For en mere specifik vurdering eller sparring om jeres interne praksis, er I velkomne til at kontakte TEKNIQ Arbejdsgiverne på 43 43 60 00 eller jura@tekniq.dk.