Rekrutteringspresset letter i det tekniske erhvervsliv
Mangel på medarbejdere har i flere år været den største vækstbremse for det tekniske erhvervsliv. Nye tal viser nu, at færre virksomheder oplever rekrutteringsudfordringer.
Flere virksomheder siger nej til medarbejdermangel end ja
47% af virksomhederne i det tekniske erhvervsliv oplever rekrutteringsudfordringer i foråret 2026, jf. figur 1. 53% gør ikke. Dermed er der samlet set flere virksomheder, der ikke mærker manglen på medarbejdere, end der gør. Det er et billede, der står i kontrast til de seneste års fortælling om rekruttering som branchens største vækstbarriere.
Forklaringen skal især findes i to forhold. For det første er industrien ramt af lavere efterspørgsel. Hele 50% af virksomhederne i industrien peger på manglende efterspørgsel som den største bremseklods, mens under 10% oplever mangel på medarbejdere som hovedproblemet. Når ordrebogen er tyndere, mindskes behovet for at rekruttere – og det trækker det samlede billede ned.
For det andet er bygge- og anlægsbranchen ved at finde et nyt leje. Efter flere år, hvor både private og professionelle bygherrer har været tilbageholdende og trådt på bremsen på grund af usikkerhed og svingende renter, er der kommet gang i aktiviteterne igen. Markedet er ved at tø op, og de projekter, der har ligget på "vent", bliver nu sat i gang (DØRS, Danmarks statistik(BYGV88)). Det sagt kan konflikten i Mellemøsten, som har forsaget stigende fragt, og materialepriser godt blive en kæp i hjulet for bygge- og anlægsbranchens positive udvikling.
Ændringen ses i alle brancher
Ændringen gælder bredt. I alle brancher svarer flere virksomheder nej end ja til rekrutteringsudfordringer.
Maskinfremstilling, reparation og engroshandel skiller sig mest ud. Her oplever kun 36% udfordringer, mens 64% ikke gør. Det hænger sammen med den lavere efterspørgsel i industrien, hvor 50% af virksomhederne peger på manglende ordrer som den største bremseklods. Smede- og metalvirksomhederne ligger også lavt, idet 41% har rekrutteringsudfordringer. VVS- og blikkenslagervirksomheder og anden installation ligger tæt på gennemsnittet med henholdsvis 48% og 47%.
El-installationsvirksomheder og bygge- og anlæg mærker stadig presset mest. Her oplever henholdsvis 49% og 50% udfordringer.
Tallene viser en todeling af markedet. Installation og byggeri har ordrerne, men mangler medarbejderne. Industrien har kapaciteten, men mangler ordrerne fra eksportmarkederne. Det billede genfindes i de officielle tal. Bygge- og anlægsbranchen har en høj forgæves rekrutteringsrate, og ledigheden blandt elektrikere er særligt lav.
Det er stadig svært at rekruttere
Selvom presset letter, er rekruttering fortsat en udfordring for mange. Hver tredje virksomhed (34%) har forgæves forsøgt at rekruttere arbejdskraft inden for de seneste tre måneder, jf. figur 3.
28% har haft ubesatte stillinger, som de ikke har slået op. De har på forhånd vurderet, at kandidaten ikke fandtes. Det tal viser et mørketal bag de officielle jobopslag. Mange virksomheder opgiver at søge, fordi de af erfaring ved, at det er svært at finde den rette kandidat. Dette betyder, at udfordringerne er mere udbredte end de officielle statistikker viser.
26% af virksomhederne har dog også afskediget medarbejdere i samme periode. Tallet er især drevet af de større virksomheder i installationsbranchen. Det tyder på, at afskedigelserne i høj grad hænger sammen med færdiggjorte projekter og tilpasning af staben, frem for en generel afmatning i branchen. Det understøttes af, at ledigheden fortsat er på et lavt niveau.
Netværket er den vigtigste rekrutteringskanal
Tallene viser også, hvordan virksomhederne finder deres medarbejdere. Kun 22% har rekrutteret gennem opslåede stillinger inden for de seneste tre måneder. Til gengæld har 36% rekrutteret uden at slå en stilling op.
Det bekræfter, at det tekniske erhvervsliv er en netværksbranche. Anbefalinger og personlige relationer vejer tungt. Tidligere undersøgelser viser, at 67% af de virksomheder, der rekrutterer uden stillingsopslag, gør det på baggrund af anbefalinger fra netværk eller eksisterende medarbejdere.
For virksomhederne betyder det, at gode kolleger, der anbefaler arbejdspladsen, er mindst lige så vigtige som synlige jobopslag. Det understøtter pointen om, at knap 75% vurderer godt arbejdsmiljø og kollegaskab som det vigtigste i fastholdelsen af medarbejdere.
I perioden fra den 9. april til den 23. april 2026 udsendte TEKNIQ den årlige medlemsundersøgelse om mangel på arbejdskraft. I alt blev spørgeskemaet sendt ud til 2.727 medlemmer, hvoraf 1.020 gennemførte. Det svarer til en svarprocent på 38%.
Spørgeskemaet handler medlemmernes oplevelse af rekrutteringssituationen, deres brug af rekrutteringskanaler og deres forventninger til det kommende år.