Simon O. Rasmussen

Simon O. Rasmussen

Underdirektør

sra@tekniq.dk

7741 1551

6069 8891

Danske boligejere tænker grønt - og fokuserer på varm luft

Efterspørgslen efter vedvarende energiløsninger bliver ved med at stige. Det viser en medlemsundersøgelse fra TEKNIQ. Og det er varmepumperne, som trækker det grønne læs.

Stadig flere danskere får øjnene op for fordelene ved at investere i vedvarende energiløsninger. Ifølge en medlemsundersøgelse fra TEKNIQ Installationsbranchen oplevede 36 procent af landets el- og vvs-installationsvirksomheder således, at efterspørgslen efter denne type løsninger steg i 2018. Dermed fortsætter tendensen fra 2017. Samtidig forventer 50 procent af virksomhederne, at efterspørgslen vil fortsætte med at stige de kommende to år – mens kun 16 procent tror, den vil falde.

”Tallene understreger, at tanken om at investere i vedvarende energi har bidt sig fast – ikke mindst hos boligejerne. Men samtidig oplever vi, at der stadig kan være langt fra tanke til handling. Og her spiller økonomien naturligt nok en afgørende rolle for lysten til at realisere de grønne ambitioner,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ.

Undersøgelsen viser dog også, at det først og fremmest er én form for vedvarende energiløsninger, som for alvor vinder frem hos danskerne. Varmepumperne har de senere år oplevet et folkeligt gennembrud, der også kan aflæses ude hos installatørerne. Her oplever 30 procent et stigende salg indenfor netop dette område, hvilket ligeledes svarer til tallene for 2017.

Andre teknologier som for eksempel solcelleanlæg, solvarmeanlæg eller træpillefyr oplever ikke de samme stigninger. Her er salget i bedste fald stagneret og mange steder ligefrem faldet de senere år.

”Igen viser det, at økonomiske overvejelser er den altoverskyggende faktor, når danskerne skal investere i energirenovering af deres bolig. Varmepumperne er en investering, som relativt hurtigt kan tjene sig selv ind, og de er blevet styrket gennem den afgiftsnedsættelse, der er aftalt i det seneste energiforlig. Omvendt har især solcellerne gennem en årrække levet en omtumlet tilværelse med skiftende tilskudsregler, som har været svære at gennemskue for både installatørerne og deres kunder,” siger Simon O. Rasmussen og uddyber:

”Der er brug for klare rammer og langsigtede tilskudsmuligheder, så man som kunde kan føle sig tryg ved, at de penge, man bruger på eksempelvis et solcelleanlæg, er investeret på et grundlag, der holder. Derudover er det naturligvis op til installatørerne at fungere som effektive rådgivere, både når det gælder om at guide kunderne frem til de rigtige løsninger og at navigere rundt mellem de tilskudsmuligheder, som rent faktisk findes,” siger Simon O. Rasmussen.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.