Maria Schougaard Berntsen

Cheføkonom

msb@tekniq.dk

7741 1574

Forbrugertilliden er stadig i kulkælderen

Forbrugertilliden er et termometer på forbrugernes tillid til den økonomiske situation – og lige for tiden er humøret helt i bund hos de danske forbrugere. Trods en lille stigning i maj måned, skal vi mere end 10 år tilbage, før vi finder tilsvarende lave niveauer.

Den samlede forbrugertillid for maj måned ligger ifølge Danmarks Statistik på minus 8,8. Det er en lille stigning fra april-tallene, der lå nede på minus 11,9, men forbrugerne er stadig meget bekymrede for Danmarks økonomiske situation. De forventer, at ledigheden er steget om et år, og at hele Danmarks økonomiske situation vil være dårligere om et år, end den er i dag.

”Det er ikke godt nyt, når forbrugerne er nervøse for fremtiden. Hvis den nervøsitet sætter sig i købelysten, kan det blive selvforstærkende. Når man holder på pengene, vil virksomhederne opleve færre kunder, nogle vil få svært ved at overleve og gå konkurs, og det kan bekræfte forbrugeren i, at han/hun gør det ”rigtige” ved at holde igen,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne og fortsætter:

”Derfor er det en bunden opgave så hurtigt som muligt at få lagt en økonomisk kurs, som forbrugeren har tillid til, og som man tror på kan føre Danmark til et bedre sted i morgen, end vi er i dag. Her kan den grønne dagsorden være en vigtig brik i arbejdet med at styrke Danmarks fremtidige konkurrenceevne,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Forbrugerne er til gengæld positive, når det gælder familiens egen situation. Vurderingen er her, at situationen i dag er bedre end i fjor, og man forventer, at det står endnu bedre til om et år. Mange ønsker dog ikke at anskaffe større forbrugsgoder lige nu og forventer også at gøre det i mindre grad det kommende år.

”Vi skal sikre både virksomheder og forbrugere har lyst til at investere. Det gælder både nye vaskemaskiner og computere men også de lidt større investeringer i hjemmet som varmepumper eller intelligent energistyring,” siger Maria Schougaard Berntsen.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.