Debat: Træd speederen i bund for den grønne transport

Der er ikke plads til politisk fodslæberi, hvis der for alvor skal gang i udskiftningen af benzin- og dieselbiler til fordel for elbiler, som kan få den grønne omstilling op i tempo.

I sidste uge startede regeringen på forhandlingerne om en klimalov. Det markerer starten på en travl periode for politikerne. En periode, der står i klimaets og energiens tegn.

Et af de helt centrale spørgsmål, som politikerne skal finde svar på, er, hvad der skal ske med transportområdet. Udviklingen i transportsektorens CO2-udledning er slet ikke fulgt med udviklingen i resten af samfundet og ligger i dag på niveau med udledningen i 1990 til trods for, at bilerne kører længere på literen. For samtidig har vi fået flere biler og kører flere kilometer end tidligere.

Løsningen er at få transporten elektrificeret, der hvor det er muligt – således at biler og andre køretøjer i fremtiden skal køre på el frem for benzin og diesel. Dermed erstattes fossile brændsler med el, som i de kommende 10 års tid vil blive stadig mere grøn. Alt dette ved politikerne selvfølgelig godt, men noget tyder på, at de ikke helt har forstået, hvor travlt vi egentlig har, hvis klimaambitionerne skal indfries -ikke mindst når det gælder ambitionen om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030.

I første omgang er det blevet til en vag formulering i forståelsespapiret mellem regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om, at det skal undersøges, hvorvidt kommissionen for grøn omstilling af personbiler kan fremrykke sit arbejde, så det kan være afsluttet inden udgangen af 2020.

Det er selvfølgelig vigtigt, at elektrificeringen af transportområdet ikke sker i blinde, men en del af svarene er givet på forhånd og kan sættes i gang umiddelbart. Analyser viser således, at elektrificeringen af transportområdet først for alvor kommer til at tage fart omkring 2026-2027, hvilket ikke giver megen tid til at lade elbilerne bidrage til regeringens 70 procents-målsætning i 2030. Derfor skal der trykkes på speederen allerede nu. For de benzin- og dieselbiler, der sælges i 2029, vil også være på vejene i 2040 og dermed forhale udfasningen af de fossile brændsler.

Tempoet for elektrificeringen vil delvist hænge sammen med den teknologiske udvikling, udbuddet af elbiler og priserne på dem. Det kan være svært fra dansk side for alvor at påvirke dette. Men et vigtigt element, som skal være på plads for at kunne gøre elbiler attraktive for andre end bare de mest idealistiske, er, at ladeinfrastrukturen skal være nogenlunde på plads. Og det er den langt fra i dag. Der skal etableres ca. 1 ladestander pr. elbil, og hvis vi regner med 750.000 elbiler i 2030, betyder det, at der skal etableres ca. 200 ladestandere hver eneste dag fra i år og de næste 10 år.

Det skal være muligt relativt let at komme til at lade sin elbil op, uanset om man befinder sig i centrum af en af de store byer, på en villavej, i et industrikvarter eller ved et alment boligbyggeri. Ellers risikerer vi, at den almindelige dansker fravælger elbilen, fordi det ganske enkelt er for besværligt at få den ladet op, og dens rækkevidde dermed er for begrænset.

Der er med andre ord tale om en klassisk diskussion om hønen (elbilen) eller ægget (ladestandere).

Det er ikke let at sikre, at ladestanderne bliver hensigtsmæssigt fordelt og etableret på det rigtige tidspunkt. For ligesom der ikke skal være for få ladestandere, skal der selvfølgelig heller ikke udbygges i blinde. Derfor er der behov for en lokal planlægning af etableringen af ladestandere på offentlig vej, i forbindelse med arbejdspladser og indkøbsmuligheder, samt på større fælles parkeringspladser ved boliger og arbejdspladser.

Af samme årsag er det afgørende, at kommunerne får de nødvendige muligheder for at foretage denne planlægning på lige fod med bl.a. spildevandsplaner og varmeplaner. Det er en opgave, som skal tilrettelægges mellem kommunerne og regeringen. For det er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt at satse på, at ladestanderbehovet kan dækkes af private initiativer og investeringer.

Et vigtigt område at få belyst er derfor selve finansieringen af ladeinfrastrukturen. Skal kommunerne betale? Er det staten? De private bygningsejere? Ejerne af ladestanderne? Uanset svaret, er der ingen tvivl om, at den nødvendige opstilling af ladestandere vil være kostbar, og at der også vil gå år, før efterspørgslen efter opladningsmuligheder er stor nok til at dække udgifterne til drive ladestanderne. Men hvis vi venter på, at efterspørgslen lever op til udbuddet, så kommer vi ingen vegne.

Derfor: Lad os nu få lavet de planer for ladeinfrastrukturen, så der er en klar plan for, hvordan udrulningen af ladestanderne skal ske.