TEKNIQs garantiordning
Som medlem af TEKNIQ er virksomheden omfattet af TEKNIQ Garanti.
TEKNIQ Garanti fungerer som et sikkerhedsnet under forbrugere ved fejl og mangler og uenigheder om prisen. Garantien er gratis for forbrugere.
Får en forbruger medhold i Ankenævnet for Tekniske Installationer, og virksomheden ikke opfylder kendelsen, kan TEKNIQ Garanti træde til. Ordningen dækker op til 150.000 kr.
Garantiordningen dækker, når virksomheden er medlem af TEKNIQ på det tidspunkt, hvor Ankenævnet for Tekniske Installationer modtager klagen.
Garantiordningen dækker ikke i sager, hvor der klages over elinstallationsrapporter. Garantiordningen dækker heller ikke arbejde udført for foreninger, andre erhvervsdrivende mv.
Fordele for virksomheden
TEKNIQ Garanti skaber tryghed hos forbrugerne – men den er også en konkurrencefordel for virksomheden.
Ordningen styrker branchens omdømme, skaber tillid til virksomheden og er dermed med til at skaffe virksomheden flere kunder.
-
Brug TEKNIQ Garanti aktivt i markedsføringen
Mange forbrugere lægger vægt på, at deres håndværker er omfattet af TEKNIQ Garanti. Brug det aktivt i markedsføringen af virksomheden.
Hent logo og se reglerne for, hvordan logoet må bruges TEKNIQs logoer
Til forbrugere
Har du fået medhold ved Ankenævnet for Tekniske Installationer, og efterlever virksomheden ikke kendelsen inden den fastsatte frist – og har virksomheden heller ikke indbragt sagen for retten inden for 30 dage – kan du sende en kopi af kendelsen til TEKNIQ Garanti på garanti@el-vvs-anke.dk. Husk at oplyse dit kontonr., som TEKNIQ Garanti kan udbetale til.
Sagens forløb
- TEKNIQ garanti kontakter virksomheden med betalingspåkrav.
- Svarer virksomheden ikke inden for en kort frist, sender vi en rykker.
- Reagerer virksomheden fortsat ikke, udløses TEKNIQ Garanti.
Har virksomheden indbragt klagen for domstolene, følger garantien med og dækker fra det tidspunkt, hvor der foreligger endelig dom, hvis medlemsvirksomheden ikke opfylder dommen. Garantien dækker ikke udgifter til syn og skøn eller pålagte sagsomkostninger. TEKNIQ Garanti dækker kun for de spørgsmål, der har været behandlet i Ankenævnet for Tekniske Installationer op til 150.000 kr.
I tilfælde af at Ankenævnets kendelse omfatter udbedring af fejl og mangler, kan TEKNIQ Garanti beslutte, at et medlem af TEKNIQ skal udbedre disse.
TEKNIQ Garanti dækker op til 150.000 kr. for de forhold, der er behandlet i Ankenævnet for Tekniske Installationer.
Anmodning om udbetaling fra TEKNIQ Garanti skal fremsættes senest 6 måneder fra forkyndelse af Ankenævnets kendelse eller endelig dom.