Når montøren bliver chauffør
Når politiet stopper en servicebil med eller uden trailer, risikerer montøren bag rattet at blive antaget for at være chauffør på en varebil eller et vogntog. Det er derfor vigtigt at kende til de basale regler for transport af gods på vej.
En installations- eller produktionsvirksomhed skal kende til reglerne inden for sit eget felt, men kan i forbindelse med deres arbejde ikke undgå at færdes på landevejen, og skal derfor også kunne forholde sig til transportregler.
Det vil være begreber som godstransport for fremmed regning, køre- og hviletid, transport af farligt gods mm.
Værd at vide om reglerne for godskørsel i Danmark
Når gods transporteres ad landevej, er det omfattet af godskørselsloven, som har to begreber:
• transport af gods for fremmed regning (vognmandskørsel) og
• transport af egne varer
Udgangspunktet for en montør i en servicebil på vej ud til en opgave vil være transport af egne varer med det nødvendige værktøj, materiel, reservedele mm. Det er vigtigt, at servicebilen er registreret til transport af egne varer. Ved en kontrol skal montøren være instrueret i at oplyse, at han skal bruge "godset" til dagens opgaver.
Er der tale om gods med vægt over 11 kg, der ikke skal anvendes til den aktuelle opgave, er det omfattet af reglen om transport af gods for fremmed regning. Det gælder også, hvis der for eksempel medbringes gods til anden entreprenør på pladsen. Det kunne som eksempel være en murer, der beder montøren om at tage en pose sand med til ham, nu man kører vejen alligevel.
Når der transporteres farligt gods ad vej som eksempelvis sprayflasker, gasflasker eller olie, skal man uanset mængde følge ADR-reglerne. Transport af farligt gods er enten over eller under frimængden, der defineres som 1.000 enheder af det konkrete produkt. Eksempelvis er frimængden for flaskegas 333 kg (3), mens den for fyringsolie er 1.000 l (1).
Transport under frimængden, der vil være det mest almindelige for montører, kræver lempeligere krav til køretøj, dokumentation og chaufførbevis. Montøren i servicebilen skal være bekendt med, at der ikke transporteres farligt gods i mængde over frimængden. Et særligt "ADR 1.3- kursusbevis" vil sikre, at montøren har det fornødne kendskab til klasseinddeling, frimængder og køretøjsindretning.
Et "ADR 1.3- kursusbevis" kan erhverves flere steder, og kan også erhverves ved internt uddannelsesforløb i virksomheden. Et "1.3 - ADR-bevis" skal ikke kunne forevises ved eventuel kontrol på landevejen, men arbejdsgiveren skal opbevare dokumentation for gennemført uddannelse i et år efter ansættelsens ophør.
Når servicebilen vejer over 3.500 kg eller det samlede vogntog efter tilkobling af trailer overstiger 3.500 kg, bliver kørslen omfattet af EU-Forordningen om køre- og hviletid for godstransport ad vej.
Montøren i servicebilen skal derfor have kendskab til den samlede tilladte vogntogsvægt. Det kan for eksempel være en servicevogn med tilladt totalvægt på 2.900 kg og en trailer med tilladt totalvægt på 1.000 kg, der giver en samlet vogntogsvægt på 3.900 kg, uanset den faktiske vægt af vogntoget.
Montøren bliver herefter betragtet som chauffør på vogntoget, og er underlagt bestemmelserne i EU-forordningen. Det betyder, at køretøjet skal være udstyret med særligt udstyr, der automatisk kan registrere køretiden, en såkaldt takograf.
I EU-forordningen er der lagt op til enkelte undtagelser, som Danmark udnytter til at etablere nationale regler på området. Det betyder, at for vogntog, hvor der alene transporteres materialer eller materiel til brug ved den konkrete opgave, er muligt at undlade brug af takograf ved afstande under 100 km fra trækkende køretøjs registreringssted. Det betyder, at der ikke kan tilkobles en lejet trailer mere end 100 km fra køretøjets registreringssted, da det for første km udløser krav om takograf.
Når det er nødvendigt at tage servicebilen med til udlandet, skal man efter 1. juli 2026 være opmærksom på, at kørslen bliver omfattet af EU-forordningen om køre- og hviletid, såfremt den tilladte totalvægt på køretøjet eller vogntog (med trailer) overstiger 2.500 kg.
Kravet gælder for international kørsel, hvor der læsses op i et land og losset i et andet og cabotage kørsel, hvor der læsses op og losses i samme land af udenlandsk transportør.
Der vil ikke blive ændret på reglerne for kørsel i Danmark, ligesom det ikke ændrer på vilkår for transitkørsel. Transport som transit betyder, at der ikke læses op eller losses varer i et land, som transporten kører gennem. Det betyder eksempelvis, at man stadig må køre transit gennem Sverige til og fra Bornholm uden at være omfattet af den nye regel. Montøren skal dog være orienteret om, at der er tale om transitkørsel.