Værd at vide om klimakrav i byggeriet
Den 1. januar 2023 blev der indført klimakrav i Bygningsreglementet (BR). Klimakravene betyder, at Bygherren er ansvarlig for at udarbejde en Livscyklusanalyse (LCA), der dokumenterer bygningens klima- og miljøpåvirkning. Der er desuden fastsat forskellige CO2-grænseværdier for forskellige typer af bygninger, ligesom byggeprocessen har fået sin egen grænseværdi, og skal dokumenteres i LCA'en. Klimakravene i BR skærpes yderligere frem mod 2030. Næste gang i 2027 og 2029.
Som el- eller vvs-installatør, eller industrivirksomhed, der leverer komponenter eller materialer til byggeriet, bliver du sandsynligvis af bygherre, bygherrerådgiver, eller DGNB-auditor afkrævet klimadokumentation på de installationer eller materialer som du installerer eller leverer til byggeprojektet.
For at få styr på kravene og hvilken form for dokumentation du skal levere, anbefaler TEKNIQ - hvis det er muligt - at gå i dialog med bygherren, rådgiveren, eller DGNB-auditoren så tidligt i forløbet som muligt - og inden du afgiver tilbud, da klimadokumentation er en del af din leverance, og derfor naturligvis skal indgå i tilbuddet.
Det gælder både ved nybyggeri, men også hvis du arbejder med renovering af f.eks. DGNB-certificeret byggeri.
Her kan det have store konsekvenser, hvis installatøren eller montøren leverer materialer eller løsninger, der ikke opfylder kravene i DGNB - og det gælder helt ned til selv de mindre komponenter eller materialer som f.eks. fuge- eller tætningsmasse.
I så fald bliver man mødt med krav om nedtagning og genopsætning af certificerede materialer, så bygningen igen efterlever kravene i DGNB-certificeringen.
I dialogen med bygherren, bygherrerådgiveren, eller DGNB-auditoren, bør du afklare følgende:
- Hvilke dele af din leverance der kræver klimadokumentation?
- Hvilken form for dokumentation, der efterspørges?
- Hvordan beregninger i dokumentationen skal foretages (CO2-udledning på byggepladsen kan f.eks. beregnes efter flere forskellige metoder, der alle betragtes som valide. Det er derfor afgørende at vide, hvilken beregningsmodel eller -metode bygherren ønsker anvendt)
- Hvordan? (i hvilket format), hvornår? (dato/tidspunkt) og til hvem? klimadokumentationen skal afleveres?
- Betaling for virksomhedens tids- og ressourceforbrug på fremskaffelse af klimadokumentation
Social- og Boligstyrelsen har udarbejdet en guide, hvor du bl.a. kan læse mere om klimakravene til byggeriet, og hvordan de dokumenteres HER