Standardattest for brandtekniske installationer
Der stilles ikke længere krav om, at standardattest skal indsendes til kommunalbestyrelsen (redningsberedskabet)
For eksisterende byggeri, der har været omfattet af Beredskabslovgivningens Driftsmæssige forskrifter, bortset fra de tilfælde der er omfattet af punkt 7.4.4.1 1), har der jf. Kap. 10 i de driftsmæssige forskrifter været krav om, at der hvert tredje år skulle indsendes en attest til kommunalbestyrelsen (redningsberedskabet) fra en autoriseret elinstallatørvirksomhed om,
- at flugtvejsbelysningen er i driftsklar stand, herunder at panikbelysningen har en belysningsstyrke af mindst 1 lux på gulvarealer i flugtveje,
- at varslingsanlæg er i driftsklar stand, herunder at varslingssignalet har den krævede lydstyrke, og
- at automatiske branddørlukningsanlæg (ABDL-anlæg) er funktionsdygtige.
Dette er ændret til, at eftersynene fortsat skal foretages af en autoriseret elinstallatørvirksomhed med terminer som angivet i vejledningens afsnit 7.5, men der ikke skal indsendes attest til Kommunalbestyrelsen. Eftersynet skal fortsat dokumenteres og føres i log.
For byggeri hvor der er krav til installering af flugtvejs- og panikbelysning samt varslingsanlæg skal der tillige udføres akkrediteret funktionsafprøvning med terminer som angivet i afsnit 7.5.
1) Kilde: Kapitel 7 til Bygningsreglementets (BR18) Vejledning til Kapitel 5, Brand