Tænk grønt - det er god forretning
Der er forretning i at tænke grønt og digitalt, og med de nuværende brændstof- og energipriser, giver det samtidig god mening at nedbringe virksomhedens energi- og brændstofforbrug.
Nedenfor finder du inspiration og værktøjer til at udvikle grønne og digitale forretningsmodeller, samt hvordan I kan reducere virksomhedens energi- og brændstofforbrug, og dermed klimaaftrykket.
Tænk bare 10 år tilbage og sammenlign med, hvordan verden ser ud i dag...
Den grønne omstilling har skabt et væld af nye forretningsmuligheder for både installations- og metalindustrivirksomheder, f.eks. indenfor vindmølleproduktion, ladestander-infrastruktur, varmepumper, solcelleanlæg, intelligente systemer til bygnings- og energistyring osv.
Og fremtiden byder på endnu flere nye forretningsmuligheder i takt med, at der udvikles nye grønne og digitale teknologier og løsninger, f.eks. indenfor Power-to-X, lagringsmuligheder for grøn energi, robotteknologi osv.
De regionale erhvervshuse kan være en god indgang, hvis du har brug for rådgivning og sparring til at udvikle din virksomhed.
Erhvervshusene har rådgivere ansat, som i særdeleshed kender vilkårene for mindre og mellemstore virksomheder og som med udgangspunkt i din virksomheds situation og behov, kan hjælpe med at finde udviklingsmuligheder og lægge planer.
Her der link til de 6 Erhvervshuse:
Der er flere muligheder for at få tilskud til virksomhedens grønne omstilling.
Virksomhedsprogrammet der administreres af Erhvervshusere omfatter en række forskellige puljer, hvor mindre og mellemstore virksomheder kan søge om tilskud til rådgivning om grøn omstilling, digitalisering samt til vækst- og eksportfremme. Puljemidlerne dækker IKKE omkostninger til virksomhedens interne aktiviteter eller ressourcer, men primært ydes til ekstern konsulentbistand og rådgivning.
Erhvervspuljen administreres af Energistyrelsen, og giver tilskud til energi- og CO2-besparende projekter i virksomheder med op til 60%. Du kan søge minimum 50.000,- kr., og få på til 112 mio. kr. (15 mio. Euro) i tilskud til grøn omstilling af din virksomhed
Energirenoveringspuljen giver tilskud til boligejere, der ønsker at energirenovere boligen. Tilskuddet skal søges af den enkelte boligejer. Du kan ikke som f.eks. installationsvirksomhed søge om tilskud på boligejerens vegne, men du kan naturligvis rådgive om puljen i din dialog med kunden.
Varmepumpepuljen er målrettet til boligejere, og giver tilskud til køb af varmepumpe. Også dette tilskud skal søges af den enkelte boligejer. Du kan ikke som f.eks. installationsvirksomhed søge om tilskud på boligejerens vegne, men du kan naturligvis rådgive om puljen i din dialog med kunden. Varmepumpepuljen er lukket for resten af 2026, da midlerne er opbrugt.
Der er mange muligheder for at omlægge og spare på energiforbruget i en virksomhed.
Energistyrelsen har samlet en række eksempler på, hvordan virksomheder optimerer og reducerer energiforbruget. Du finder dem på siden her.
Der er som nævnt mange måder at spare på energien, og den "bedste" løsning er individuel fra virksomhed til virksomhed.
Potentialet for reduktion af energiforbruget afhænger af mange faktorer som f.eks. virksomhedens:
- Produkter og fremstillingsprocesser
- Produktionscyklus (døgnrytme, spidsbelastningsperioder osv.)
- Opvarmningsform
- Lys- og ventilationsanlæg
- Muligheder/tidshorisont for tilslutning til evt. fjernvarmenet
- Mulighed for at udnytte evt. tagareal til opsætning af solceller
- Produktionsapparatets beskaffenhed og energiforbrug
- Kørselsbehov, antal køretøjer, køretøjernes beskaffenhed og brændstoftype
- Driftsbygningernes indretning og beskaffenhed, f.eks. klimaskærm, isolering, åbninger (porte, døre, vinduer, osv.), teknologisk niveau (f.eks. anvendelse af bygningsstyring/-automatik osv.)
Udover de rent fysiske forhold, afhænger den "bedste" løsning også af bl.a. virksomhedens kapitalisering og dermed muligheder for at investere i energiforbedringer, forventninger til investeringens rentabilitet og tilbagebetalingstid, virksomhedens fokus på energibesparelser og medarbejdernes (og ledelsens) adfærd i forhold til at finde og udnytte mulighederne for at optimere energiforbruget.
For at finde den bedste energispareløsning for din virksomhed, anbefales det at kontakte en installationsvirksomhed, der arbejder med energirådgivning, og evt. har ansat en egentlig energirådgiver.
Energirådgiveren gennemgår din virksomhed del for del, undersøger hvor energiforbruget er størst, afdækker besparelsespotentialet og foreslår mulige løsninger, der hjælper virksomheden til at nedbringe energiforbruget og realisere besparelsespotentialet.
Energirådgiveren kan også hjælpe med at søge om tilskud til virksomhedens energispareprojekter.
I forbindelse med energispareprojekter giver det mening at ”plukke de lavthængende frugter” først. Dvs. starte med de tiltag, der kan gennemføres hurtigt, med begrænsede omkostninger og som har en mærkbar effekt på energiforbruget.
Når virksomheden har plukket ”de lavthængende frugter”, kan større, mere omfattende og typisk også dyrere energispareprojekter igangsættes.
Her vil det være naturligt at starte med de mest lønsomme projekter, dvs. som har den største effekt på energiforbruget og korteste tilbagebetalingstid.
Nedenfor kan du læse mere om forskellige muligheder for at reducere energiforbruget, samt fordele og ulemper ved de forskellige løsninger, som du bør være opmærksom på og kan bruge bl.a. i dialogen med energirådgiveren.
Udskiftning af traditionelle lyskilder
En ”lavthængende frugt” er at udskifte traditionelle lyskilder til LED. Derved kan virksomheden umiddelbart spare penge på elregningen, og jo flere lyskilder, der udskiftes, desto større bliver besparelsen.
Omlægning til anden varmekilde/opvarmningsform
Det største besparelsespotentiale ligger typisk ved at omlægge til en anden varmekilde eller opvarmningsform.
Fordelene ved omlægningen afhænger af prisudviklingen på de forskellige varmekilder, samt deres effektivitet.
Ved overvejelser om omlægning til anden varmekilde/opvarmningsform gælder følgende ”tommelfingerregler”:
Fjernvarme kan være den billigste opvarmningsform, men priserne på fjernvarme varierer meget, afhængigt af det enkelte forsyningsselskabs omkostningsstruktur, der bl.a. bestemmes af, hvilke brændselstyper, der anvendes i fjernvarmeproduktionen.
Du kan se den nyeste prisstatistik fra Forsyningstilsynet her
Varmepumpe kan være den billigste opvarmningsform, afhængigt af bl.a. anskaffelsespris, samt udviklingen i elprisen, og er ofte den bedste (og eneste) mulighed for at omlægge fra varmekilder som f.eks. naturgas, elvarme, oliefyr eller træpiller i de områder, hvor der ikke er etableret fjernvarme, eller hvor ventetiden på fjernvarme er lang.
Solcelleanlæg kan sjældent dække virksomhedens elforbrug alene, men på grund af en lav produktionspris kan et solcelleanlæg være et godt supplement til den strøm, som virksomheden køber fra det offentlige elnet. I kombination med en batteriløsning, kan virksomheden lave "strømarbitrage", hvor den egenproducerede solcellestrøm og strøm købt fra elnettet på tidspunkter, hvor det er billigst, f.eks. om eftermiddagen, eller om natten, lagres, og benyttes i virksomheden på tidspunkter, hvor elprisen er høj. .
Du bør også se TEKNIQs webinar med gode råd om investering i solcelleanlæg. Du kan se webinaret og downloade præsentationerne her.
Træpillefyr anvendes som alternativ til olie- eller gasfyr eller elvarme - typisk i områder, hvor der ikke er eller kan etableres fjernvarme (eller naturgas). Prisen på træpiller er i det seneste år steget kraftigt. Det kan derfor være værd at overveje at omlægge til varmepumpe (eller fjernvarme, hvis det er eller bliver muligt i lokalområdet).
Oliefyr udfases som opvarmningsform senest i 2030. Når oliefyret skal udskiftes, er det bedste alternativ en varmepumpe eller fjernvarme i de områder, hvor der er eller bliver etableret fjernvarmenet.
Op mod 80 % af installationsvirksomhedernes CO2-udledning stammer fra virksomhedens køretøjer, dvs. firma- og servicebiler. Brændstof, benzin og diesel er steget betydeligt og udgør i dag en betydelig del af virksomhedens variable driftsomkostninger.
En virksomhed med 10 servicevogne, der hver kører 200 km om dagen, har – med de nuværende brændstofpriser - en årlig brændstofudgift på ca. 6-700.000 kr., eller ca. kr. 60-70.000 kr. pr. bil pr. år.
Hertil kommer miljø- og klimabelastningen som brugen af fossile brændstoffer bidrager til.
Der kan derfor være både god økonomi og sund fornuft i at gennemgå virksomhedens bilpark og overveje, om ét eller flere køretøjer med fordel kan udskiftes til elbiler.
Vigtige overvejelser i forbindelse med anskaffelse af elektriske service- og firmabiler er typisk:
- Anskaffelsespris
- Afskrivning
- Pris på ladestrøm
- Batterikapacitet
- Rækkevidde (km/kW)
- Ladetid
Beskatningsregler, mv. for elbiler
Hvis virksomheden stiller elbiler, ladestander og ladestrøm til rådighed for sine medarbejderne, bør du være opmærksom på de beskatningsregler, der gælder. TEKNIQ har udarbejdet en oversigt med ofte stillede spørgsmål og svar vedrørende beskatningsregler for elbiler, mv. Du kan læse FAQ’en her (kræver medlemslogin).