Køleinstallationer
For at arbejde på køle- og varmepumpeanlæg er der forskellige krav om certificeringer af både virksomhed og medarbejdere.
Køle- og varmepumpeanlæg omfatter alle stationære anlæg, der kan anvendes til afkøling eller opvarmning af bygninger og produkter herunder centrale køleanlæg, køleflader i ventilationsanlæg, kølemøbler, airconditionering og varmepumper.
Arbejde på anlæg med kølemidler er omfattet af flere forskellige myndighedskrav. Der er to væsentlige regelsæt, der definerer krav til virksomheder og medarbejdere:
1. EU-reglerne (Forordning (EU) 2024/573 og gennemførselsforordning (EU) 2024/2215), som fastlægger kravene til certifikater og autorisationer
2. De danske regler (fx Arbejdstilsynets bekendtgørelse: Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser BEK nr. 505 af 22/05/2024), som fastlægger de uddannelses- og arbejdsmiljøfaglige krav i Danmark
Krav til virksomheder, der arbejder på køle- og varmepumpeanlæg
Virksomheden skal dokumentere, at de har medarbejdere ansat med de relevante certifikater. Gældende certifikattyper er beskrevet senere på denne side. Bemærk at man som virksomhed ikke kan blive godkendt til at arbejde med større kølemiddelfyldning end tilladt hos den medarbejder med det største certifikat.
Virksomheden skal dokumentere at de har de nødvendige værktøj og udstyr til at udføre arbejdet i henhold til gældende regler, fx vakuumpumpe, tømmestation mm.
Hvis virksomheden arbejder på anlæg med mere end 5 kg kølemiddel, skal virksomheden være ISO 9001 certificeret og registreret som sagkyndig virksomhed i henhold til Beskæftigelsesministeriets Bekendtgørelse om anvendelse af trykbærende udstyr (BEK 498 af 22/05/2024)
Virksomheden skal være godkendt af KMO (Kølebranchens Miljøordning) til at håndtere, indkøbe og returnere kølemidler. Godkendelsen kan søges her: Hjælp og support - Kølebranchens Miljøordning | www.kmo.dk
Krav til medarbejdere, der arbejder på køle- og varmepumpeanlæg
Medarbejdere, der skal arbejde på køle- og varmepumpeanlæg skal være i besiddelse af de nødvendige certifikater. Virksomheden skal sikre at medarbejdernes eksisterende certifikater er blevet opdateret senest den 12. marts 2029
Certifikattyper
A2-certifikatet giver ret til at arbejde på stationære anlæg med fluorholdige kølemidler til og med 3 kg og brandbare kølemidler til og med 1 kg. Fyldningsgrænsen for brandbare kølemidler på 1 kg, er en særlig dansk grænse.
A2-certifikatet giver ret til at arbejde på hermetisk lukkede stationære anlæg op til 6 kg.
Det skal bemærkes at EUs gennemførselsforordning beskriver at et A2-certifikat gælder til og med 3 kg for både fluorholdige og brandbare kølemidler. Der arbejdes på at reglerne ensrettes.
A1-certifikatet giver ret til at arbejde på stationære anlæg med fluorholdige og brandbare kølemidler i alle mængder.
I Danmark er der en særregel der gør, at der findes et særlige A1+B-certifikat, der gælder arbejde på stationære anlæg med fluorholdige og brandbare kølemidler samt CO2 til og med 5 kg fyldning.
A1+B-certifikatet findes kun i Danmark.
B-certifikatet giver ret til at arbejde på stationære anlæg med CO2 som kølemiddel
C-certifikatet giver ret til at arbejde på stationære anlæg med ammoniak som kølemiddel
De nye EU regler stiller krav om recertificering af medarbejdere via et opdateringskursus eller en evalueringsproces hvert 7 år gældende fra den 12. marts 2027.
Medarbejdere med tidligere versioner af certifikater fx Kat. I eller II skal inden den 12. marts 2029 havde gennemført er opdateringskursus eller en faglig vurdering. Ikke alle kurser er udviklet endnu, dog kan medarbejdere med et Kat II kursus få et opdateringskursus til A2-certifikatet.
Eftersyn af køle- og varmepumpeanlæg
Arbejdstilsynet stiller følgende krav i forhold til eftersyn af køle- og varmepumpeanlæg.
Følgende krav gælder:
1. For anlæg med en kølemiddelfyldning under 3 kg kræves ikke eftersyn
2. For anlæg med en kølemiddelfyldning under 5 kg er eftersynsintervallet ændret fra 1 til 2 år (24 måneder)
3. For anlæg med en kølemiddelfyldning på over 5 kg er eftersynsintervallet 12 måneder