Forældreorlov
Hver af forældrene har ifølge barselsloven ret til forældreorlov og de har i et vist omfang mulighed for at overføre orlov med dagpenge imellem sig.
Efter de første 10 uger efter fødslen eller barnets modtagelse overgår orloven til forældreorlov.
Det er vigtigt at skelne mellem:
- ret til fravær
- ret til barselsdagpenge
- ret til løn fra arbejdsgiver
Barselsloven giver ret til fravær og barselsdagpenge, hvis betingelserne er opfyldt. Ret til løn fra arbejdsgiver afhænger derimod af ansættelseskontrakt, overenskomst, personalehåndbog eller virksomhedens barselspolitik.
Ret til fravær
Hver forælder har som udgangspunkt ret til 32 ugers forældreorlov efter de første 10 uger efter fødslen/modtagelsen.
Forældreorloven kan i et vist omfang placeres og fordeles mellem forældrene, men der gælder særlige regler om barselsdagpenge og øremærket orlov.
Ret til barselsdagpenge under forældreorlov
Efter de almindelige regler for børn født den 2. august 2022 eller senere har hver forælder som udgangspunkt 24 ugers barselsdagpenge efter fødslen. Mor har derudover 4 ugers graviditetsorlov før fødslen.
Efter fødslen fordeles barselsdagpengeugerne som udgangspunkt sådan:
|
Forælder |
Barselsdagpenge efter fødslen |
|
Mor |
24 uger |
|
Far/medmor |
24 uger |
|
I alt efter fødslen |
48 uger |
For mor indgår de første 10 uger efter fødslen i de 24 uger. Mor har derfor som udgangspunkt 14 ugers forældreorlov med barselsdagpenge efter de første 10 uger.
Far/medmor har som udgangspunkt 22 ugers forældreorlov med barselsdagpenge ud over de 2 ugers orlov i forbindelse med fødslen.
Øremærket orlov og overførsel
For lønmodtagere er en del af orloven øremærket. Det betyder, at den som udgangspunkt ikke kan overføres til den anden forælder.
For mor gælder:
- 2 uger efter fødslen er obligatoriske
- 8 uger efter fødslen (barselsorlov – kan overdrages hvis mor ikke kan passe barnet, eksempelvis grundet sygdom)
- 9 uger er øremærket (forældreorlov)
- 5 ugers forældreorlov med barselsdagpenge kan overføres til far/medmor
For far/medmor gælder:
- 2 uger i forbindelse med fødslen kan ikke overføres
- 9 uger er øremærket
- 13 ugers forældreorlov med barselsdagpenge kan overføres til mor
Oversigt over overførsel
|
Forælder |
Uger, der som udgangspunkt kan overføres |
|
Mor |
Op til 5 ugers forældreorlov med barselsdagpenge |
|
Far/medmor |
Op til 13 ugers forældreorlov med barselsdagpenge |
Hvis en forælder ikke holder den øremærkede orlov, bortfalder den.
Adoptanter
Adoptanter er omfattet af særlige regler. Det bør derfor vurderes konkret, hvordan retten til fravær, barselsdagpenge og eventuel betaling fra arbejdsgiver skal fordeles ved adoption.
Arbejdsgivers betaling under forældreorlov
Medarbejderen har kun ret til løn under forældreorlov, hvis det følger af overenskomst, ansættelseskontrakt eller anden aftale.
Det er en forudsætning for betaling fra virksomheden, at:
- medarbejderen har mindst 9 måneders anciennitet i virksomheden på det forventede fødsels- eller modtagelsestidspunkt
- eventuel læretid tæller med i ancienniteten
- arbejdsgiver er berettiget til refusion svarende til den maksimale dagpengesats
Hvis arbejdsgiver ikke er berettiget til fuld dagpengerefusion, kan betalingen til medarbejderen nedsættes tilsvarende.
Betaling efter overenskomst
Er ovenstående forudsætninger til stede, vil I som arbejdsgiver have følgende betalingsforpligtelse under forældreorlov:
|
Overenskomst / medarbejdergruppe |
Henvisning |
Betaling under forældreorlov |
|
Elektrikeroverenskomsten |
§ 10, stk. 5 |
Sædvanlig løn, dog maks. 230 kr. |
|
VVS-overenskomsten |
Punkt 13 |
Sædvanlig løn, dog maks. 186,50 kr. |
|
Industri- & VVS-overenskomsten |
§ 35 |
Sædvanlig løn |
|
HK-overenskomsterne |
§ 11, stk. 2 / § 12, stk. 4 |
Sædvanlig løn |
|
TL-overenskomsten |
§ 15 |
Sædvanlig løn |
|
Funktionærer uden overenskomst |
Funktionærloven/kontrakt |
Ingen betaling, medmindre særskilt aftale |
I henhold til overenskomsterne er der mulighed for betaling i op til 16 uger for mor og 17 uger for far/medmor. Det er fortsat en forudsætning, at der er refusion til arbejdsgiver.
Udskudt forældreorlov
Udskydelse betyder, at en forælder gemmer en del af orloven til senere.
Der findes to former for udskydelse:
- retbaseret udskydelse
- aftalebaseret udskydelse
Retbaseret udskydelse
Som lønmodtager kan du udskyde op til 5 ugers orlov til senere.
De udskudte uger skal afholdes, inden barnet fylder 9 år.
Udskydelsen skal varsles over for arbejdsgiver efter barselslovens regler som er senest 6 uger efter fødslen/modtagelsen. Hvis medarbejderen ikke varsler udskydelsen rettidigt, vil der ikke foreligge retsbaseret udskydelse af orloven, og der vil herefter alene kunne ske aftalebaseret orlov efter aftale med arbejdsgiver.
Afvikling af udskudt orlov bør varsles i god tid og efter de gældende varslingsregler, som efter barselslovens § 11 er senest 8 uger før afholdelse.
Aftalebaseret udskydelse
Forælderen og arbejdsgiveren kan også aftale at udskyde yderligere orlov.
Det kræver en konkret aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren. Aftalen bør være skriftlig og bør som minimum beskrive:
- hvor mange uger der udskydes
- hvornår orloven forventes afholdt
- hvilket varsel medarbejderen skal give, når orloven ønskes afholdt
- om orloven skal holdes samlet eller kan deles op
Den aftalebaserede orlov vil alene kunne afholdes hos den arbejdsgiver, som aftalen er indgået med og vil altså ikke være bindende over for en ny arbejdsgiver ved jobskifte.
Betaling ved udskudt orlov
Retten til betaling under forældreorlov efter overenskomst er begrænset til orlov, der afholdes inden for den periode, som overenskomsten fastsætter.
Efter vores overenskomster skal den betalte forældreorlov være afholdt, inden barnet er 46-52 uger gammelt, afhængigt af den konkrete overenskomst.
Hvis medarbejderen udskyder forældreorloven til efter denne periode, kan medarbejderen fortsat have ret til fravær efter barselsloven, men I har som arbejdsgiver ikke en betalingsforpligtelse.
Forlængelse af forældreorlov
Hver forælder har som udgangspunkt ret til 32 ugers forældreorlov.
Forældreorloven kan i visse tilfælde forlænges til:
- 40 uger
- 46 uger for lønmodtagere og selvstændige
Forlængelse af orloven giver ikke ret til flere barselsdagpengeuger; den samlede dagpengeudbetaling er uændret og fordeles over det antal uger, der følger af barselslovens § 21. Der kan dog være særlige regler om fordeling eller udstrækning af barselsdagpenge, som skal vurderes konkret.
Forlængelse skal varsles senest 6 uger efter fødslen/modtagelsen sammen med oplysninger om starttidspunkt og længde af forældreorloven.