Ledelsesretten og loyalitetspligten
Arbejdsgivers ret til at lede og fordele arbejdet og medarbejdernes pligt til at handle loyalt over for virksomheden er centrale principper på det danske arbejdsmarked.
I praksis hænger ledelsesretten og loyalitetspligten tæt sammen. Jo klarere rammer arbejdsgiveren sætter for arbejdet, desto lettere er det at sikre, at medarbejderne lever op til deres forpligtelser – og at der reageres korrekt, hvis de ikke gør.
Ledelsesretten
Ledelsesretten indebærer, at arbejdsgiveren har ret til at lede og fordele arbejdet i virksomheden. Medarbejderne er således forpligtet til at følge arbejdsgiverens instrukser og beslutninger, så længe de ligger inden for rammerne af ledelsesretten.
Ledelsesretten omfatter overordnet:
- Retten til at lede og fordele arbejdet
- Retten til at ansætte og afskedige
- Retten til at fastsætte instrukser, retningslinjer og nødvendige kontrolforanstaltninger
Ledelsesretten er imidlertid ikke ubegrænset og må ikke misbruges.
Ledelsesretten skal udøves:
- Sagligt
- Driftsmæssigt velbegrundet
- Proportionalt
- Uden vilkårlighed og utilbørlighed over for medarbejderne
Herudover begrænses ledelsesretten af:
- Ufravigelig lovgivning (fx forskelsbehandlingsloven, ligebehandlingsloven, ferieloven og arbejdsmiljøloven)
- Kollektive overenskomster og lokalaftaler
- Aftaleretlige principper
Loyalitetspligten
Loyalitetspligten er en grundlæggende, men uskrevet, pligt der gælder i alle ansættelsesforhold. Loyalitetspligten indebærer, at medarbejderne skal handle loyalt over for virksomheden og varetage arbejdsgiverens interesser.
I nogle tilfælde kan loyalitetspligten være udvidet gennem aftale, fx i form af en ansættelsesklausul. Herudover beskytter lov om forretningshemmeligheder mod uberettiget videregivelse af fortrolige oplysninger, som medarbejderne bliver bekendt med under ansættelsen.
Den generelle loyalitetspligt omfatter bl.a.:
- Pligt til at varetage arbejdsgiverens interesse og undlade at skade virksomheden
- Pligt til at følge instrukser, interne regler og lovligt udøvet ledelsesret
- Pligt til at afholde sig fra konkurrerende virksomhed og illoyal adfærd under ansættelsen
- Pligt til at udvise diskretion og korrekt omgang med forretningshemmeligheder
Loyalitetspligtens omfang afhænger af stillingen: jo større ansvar og indflydelse, desto mere vidtgående loyalitetspligt.
Hvis en medarbejder tilsidesætter sin loyalitetspligt ved at handle illoyalt, kan og bør arbejdsgiveren reagere. Afhængigt af forholdets karakter kan der være tale om:
- Påtale
- Advarsel
- Afskedigelse
- Bortvisning
Det er vigtigt, at reaktionen står i rimeligt forhold til den udviste adfærd og ikke er mere indgribende end nødvendigt.
TEKNIQ's vejledning og juridiske bistand
TEKNIQ har udarbejdet en vejledning, der giver et samlet overblik over de væsentligste forhold, som I som arbejdsgivere bør være opmærksomme på i relation til ledelsesretten og loyalitetspligten. Vejledningen kan anvendes som et praktisk redskab til at minimere risikoen for fejl, tvister og økonomiske krav. Vejledningen findes her på siden.