Seniorer
Seniorer er en vigtig ressource på mange arbejdspladser. De bidrager med stor viden og mange års erfaring. At fastholde seniorerne kræver dog både omtanke og konkrete hensyn i hverdagen.
Erfaring fra virkeligheden i en TEKNIQ virksomhed med to seniorer på deltid:
"Vi har to seniorer, der deles om en bil. Det fungerer fint, nogle dage kører de sammen til opgaver, andre dage har de den for sig selv.”
Seniorordning og fritvalgskonto
Medarbejderen kan indgå i en seniorordning fra 5 år før den til enhver tid gældende pensionsalder. De præcise muligheder afhænger af den specifikke overenskomst. I kan læse om mulighederne i den enkelte overenskomst her: Se alle overenskomster.
Fritvalgskontoen giver særlige muligheder for fleksibilitet for seniorer i overenskomsterne på TEKNIQs område. Fritvalgskontoen kan fx bruges til børnebørns omsorgsdage, seniordage og ledsagelse af nærtstående familiemedlem til akutte tilfælde eller helbredskontroller.
De præcise muligheder i fritvalgskontoen afhænger af den specifikke overenskomst. I kan læse om mulighederne i den enkelte overenskomst her: Se alle overenskomster.
5 gode råd
Mange seniorer ønsker at fortsætte med at arbejde, men på mere fleksible vilkår. Udnyt f.eks. muligheder som nedsat tid, seniordage eller tilrettelæggelse af arbejdet efter individuelle behov. Det kan være afgørende faktorer for deres beslutning om at blive længere på arbejdsmarkedet.
Seniorer ønsker at føle sig værdsatte og have indflydelse på deres arbejde. Ved at involvere dem i beslutningsprocesser og anerkende deres erfaring og bidrag, øges deres motivation og engagement.
Overvej at tilpasse arbejdsopgaverne, så de matcher seniorernes fysiske og mentale kapacitet. Det kan indebære mindre fysisk krævende opgaver eller mulighed for at arbejde som mentorer for yngre kolleger.
En arbejdsplads, der værdsætter mangfoldighed og inkluderer medarbejdere i alle aldre, fremmer trivsel og samarbejde. Ved at fremme en kultur, hvor seniorer føler sig som en integreret del af teamet, øges deres lyst til at blive.
En tydelig seniorpolitik, der beskriver virksomhedens holdning til seniorers rolle og muligheder, kan skabe klarhed og tryghed. Det kan inkludere retningslinjer for fleksibel arbejdstid, tilpasning af arbejdsopgaver og muligheder for kompetenceudvikling.