Fredag er regeringen og arbejdsmarkedets parter blevet enige om at forlænge den midlertidige arbejdsfordelingsordning og ordningen om lønkompensation for tvangslukkede virksomheder. Derudover kan hårdt ramte virksomheder også få lønkompensation.
Stigende smittetryk har medført en række restriktioner. For at skabe tryghed for lønmodtagere og virksomheder er der indgået en trepartsaftale med tre tiltag.
Den midlertidige arbejdsfordelingsordning forlænges til den 31. marts 2022. Ordningen stod til at udløbe ved årsskiftet.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter er også enige om, at lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder skal gælde så længe, der er virksomheder, som har forbud mod at holde åbent. Lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder fortsætter. Det betyder, at natteliv, spillesteder mv., der lukkes direkte som følge af restriktionerne, kan hjemsende deres medarbejdere på lønkompensation.
Der er også aftalt en midlertidig lønkompensationsordning for følgeerhverv og de virksomheder, der er hårdt ramt henover jul og nytår. Virksomheder, der sender over 30 pct. af medarbejderne hjem som en konsekvens af restriktionerne, vil være omfattet af ordningen. Ordningen vil gælde fra den 10. december 2021 til den 15. januar 2022.
Med aftalen ønsker regeringen og arbejdsmarkedets parter igen at være med til at holde hånden under danske arbejdspladser og undgå afskedigelser.
Arbejdsfordeling betyder, at medarbejderne i virksomheden kan deles om det arbejde, der skal udføres, og i den resterende tid tage uddannelse eller være på dagpenge. Lige nu er der omkring 2.600 medarbejdere på ordningen.
Lønkompensationsordningen for tvangslukkede virksomheder betyder, at de virksomheder, der er tvangslukket som følge af gældende restriktioner, vil kunne hjemsende deres medarbejdere med lønkompensation.
Den midlertidige lønkompensationsordning henover jul og nytår er med til at holde hånden under de virksomheder, som i forbindelse med restriktionerne oplever mange aflysninger og markant færre kunder.
Forlængelsen af den midlertidige arbejdsfordelingsordning kræver lovændring. Regeringen vil nu bede Folketinget om at få hastebehandlet lovforslaget. Hvis Folketinget bakker op, er det forventningen, at lovforslaget vil være færdigbehandlet inden juleferien.
-
Corona
-
Barsel