Madsen & Kastberg styrker direktionen, når Jørgen Christensen tiltræder i en nyoprettet stilling som driftsdirektør. Med ansættelsen tager virksomheden et bevidst skridt for at understøtte fortsat udvikling og professionalisering med afsæt i virksomhedens kultur og værdier. Madsen & Kastberg leverer service og vedligeholdelse til fag- og teknikentrepriser samt hovedentrepriser indenfor teknik- og byggebranchen
Jørgen Christensen kommer senest fra stillingen som administrerende direktør i GK Danmark, hvor han siden 2018 har haft det overordnede ansvar for virksomhedens aktiviteter i Danmark. Han er uddannet fra Maskinmesterskolen i København og har derudover gennemført lederuddannelser ved INSEAD, Oxford University og IMD.
– Jørgen er en usædvanlig stærk profil, der kombinerer strategisk udsyn med dyb operationel forståelse. Han er en driftsmand i ordets bedste forstand og vil være med til at udfordre os positivt og løfte Madsen & Kastberg ind i næste fase af vores udvikling, siger ledelsen i Madsen & Kastberg.
Med erfaring fra både service- og entrepriseforretning tilfører Jørgen Christensen Madsen & Kastberg en solid driftsmæssig ballast og et skarpt fokus på processer, struktur og eksekvering.
Stærk og velfungerende drift
For Jørgen Christensen har tiltrædelsen hos Madsen & Kastberg handlet om at blive en del af en virksomhed, hvor ambitioner og ansvar går hånd i hånd, og hvor der er en tydelig sammenhæng mellem værdier og daglig praksis.
– Jeg ser meget frem til at blive en del af Madsen & Kastberg. Virksomheden har et stærkt værdigrundlag, dygtige mennesker og et tydeligt udviklingspotentiale. Det tiltaler mig at komme ind i en organisation, hvor der er ambitioner, men også respekt for håndværket, samarbejdet og den langsigtede opbygning af forretningen, siger Jørgen Christensen.
Direktionen i Madsen & Kastberg vil fremover bestå af driftsdirektør Jørgen Christensen, HR-direktør Emilie S. Nicolaisen, økonomidirektør Colette Nørmark, teknisk direktør Rasmus Madsen og administrerende direktør Brian Kastberg.