Medlemsvirksomheden DI-Teknik A/S er blevet kåret som Årets Virksomhed 2025 i Køge. Prisen blev uddelt af Fonden Connect Køge, der er en del af Køge Kommune og arbejder for at skabe vækst og udvikling for kommunens erhvervsliv og turisme.
Årets Virksomhed-prisen gives til en virksomhed, der kan dokumentere vedvarende succes med stabil økonomisk vækst. Det indebærer blandt andet positiv egenkapital i den seneste aflagte årsrapport og positivt primært resultat i hver af de seneste tre år.
Derudover lægges der vægt på store ambitioner for fremtiden, herunder udvikling af nye innovative produkter og evnen til at indtage nye markeder. ESG, bæredygtighed, samfundsansvar og pionerånd indgår også i vurderingen.
– Vi er både stolte og taknemmelige over anerkendelsen – især fordi den i sidste ende handler om vores medarbejdere og det fællesskab, vi bygger sammen hver dag. Fra vores lokale rødder i Køgeområdet til at være en national samarbejdspartner med kunder i hele landet – det her er et resultat af ambitioner, stærk faglighed og ikke mindst holdånd, siger Rasmus Thygesen, direktør for DI-Teknik.
I juryens begrundelse fremhæves medlemsvirksomheden DI-Teknik som en af Danmarks største aktører inden for industriel automation, IT og elektrificering.
Virksomheden arbejder fokuseret på at blive markedsledende totalleverandør af højspecialiserede løsninger til industrier, hospitaler og forsyningsvirksomheder.
Fra sine lokale rødder i Køgeområdet er medlemsvirksomheden DI-Teknik vokset til en national samarbejdspartner med kunder over hele landet. Virksomheden har desuden certificeringen som eliteleverandør, der gives til top én procent af de største leverandører til den offentlige sektor.