SIF Gruppen udvider sin forretning i Nordsjælland med opkøbet af Egedal EL, der har rødder i Stenløse og beskæftiger 10 medarbejdere.
Egedal EL blev etableret i 2010 af Klaus K. Jakobsen og har gennem årene opbygget en solid lokal position med opgaver for både private og erhvervskunder. Virksomheden arbejder blandt andet med klassiske elinstallationer, solceller, ladestandere, intelligent lysstyring, sikringsløsninger og serviceopgaver.
Som en del af opkøbet bliver Egedal EL tilknyttet SIF Gruppens afdeling i Hillerød. Klaus K. Jakobsen får samtidig en central rolle i den videre udvikling af afdelingen og SIF Gruppens lokale tilstedeværelse i Nordsjælland.
- Egedal EL er en virksomhed, der passer rigtig godt ind i SIF Gruppen. De har en høj faglighed og en kultur, hvor ordentlighed, kundetilfredshed og godt håndværk fylder meget. Samtidig har de haft et stort fokus på lærlinge og uddannelse, hvilket ligger tæt op ad vores egne værdier. Med opkøbet styrker vi vores position i Nordsjælland og får endnu bedre mulighed for at være tæt på både kunder og samarbejdspartnere i området, siger Lars Mejlby, administrerende direktør i SIF Gruppen.
For Egedal EL markerer opkøbet et nyt kapitel. Kunderne vil fortsat møde de samme medarbejdere, men fremover med adgang til SIF Gruppens samlede kompetencer, ressourcer og organisation.
- Jeg er stolt af den virksomhed, vi har bygget op i Egedal EL, og af de medarbejdere, kunder og relationer, der har været med til at forme vores rejse. For mig har det været vigtigt at finde en partner, der forstår vores værdier og den måde, vi driver virksomhed på. Det har vi fundet i SIF Gruppen. Vi bliver en del af en større organisation med flere muligheder, men vi bevarer samtidig det nærvær, den faglighed og den ordentlighed, som Egedal EL er bygget på, siger Klaus K. Jakobsen, direktør i Egedal EL.
SIF Gruppen blev grundlagt i 1918 og beskæftiger i dag over 600 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Søborg og seks lokalafdelinger.