-
Industri
Når et kraftværk, en færge eller en fabrik pludselig ligger stille, så kræver det en stærk gruppe af medarbejdere at kunne rykke ud. Hos HSM Industri i Grenå er holdningen klar, når vagttelefonen ringer: Det løser vi.
-Og det gør vi også, selvom kunden skal bruge 30-40 smede over flere dage til et større nedbrud. Kunden får et ja i vagttelefonen, og så løser vi mandskabs-udfordringen bagefter. Industriservice har høj prioritet hos os, siger Nick Palk, projektchef hos HSM i Grenå med 200 ansatte.
Under interviewet til denne artikel kiggede Nick Palk tilbage i den forgangne uge. Her havde HSM fået fire uventede opgaver: 30 mand i to dage til et stop og service på en fabrik. 10 mand til en anden opgave – og otte og fire mand til to andre udrykninger.
50 smede klar
-Rigtig mange firmaer kan levere arme og ben. Få kan levere så mange som os, der kan stille med 50 smede. Samtidig har vi en kapacitet på værkstedet med en 18 meter højde i hal samt 12.000 m2 produktionsareal som sikrer alle nødvendige reparationer ved opgaverne – og montage efterfølgende. Det giver opgaver, siger Nick Palk.
Hos HSM forsøger man med fuldt overlæg ikke at booke produktionskapaciteten helt op mange måneder frem i tiden. Der skal være plads til de uventede opgaver inden for industriservice, der er vokset til op imod 30 procent af ordrerne. Det kræver erfaring og lidt is i maven at køre med kortere ordrehorisont.
-Andre virksomheder ville nok blive lidt nervøse over så korte tidshorisonter i ordrebogen, men vi har jo erfaringen her i HSM. Planlagt service har vi højsæson for i sommerperioden. Så gambler vi lidt på de uventede stop resten af året, siger projektchefen.
Presset planlægning
Men for mange hasteopgaver kan også blive en udfordring. De planlagte projekter kan blive pressede tidsmæssigt.
-Risikoen ligger i, at vi kan ende med at måtte lave de planlagte projekter færdige på overtid for at holde aftalerne. Så kommer projektet ikke op at ringe økonomisk på samme måde, som hvis vi ikke havde haft opgaver på industriservice. Men samlet set er vi tilfredse over året. Og så er det meget sjovere, at vi aldrig rigtig ved, hvad dagen bringer. Det trives jeg rigtig godt med, siger Nick Palk og konstaterer, at han personligt ville kede sig en del, hvis hverdagen kun bestod i at følge planlagte projekters udvikling og færdiggørelse.