Asbjørn mærker verdenssituationen: - Jeg installerer flere og flere solceller i private hjem
Publiceret:15. apr. 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
20-årige Asbjørn Alsing mærker den store betydning af elektrikerfaget i sin hverdag som elektrikerlærling hos Selskov Elektric i Hillerød. Omstillingen fra fossil til grøn energi er ikke noget, han blot tænker over – han er med til at drive den fremad, én solcelle ad gangen.
Elektrikere bliver kun vigtigere i fremtiden. En verden præget af usikkerhed, ustabile energikilder og et Europa i forandring gør, at meget ikke er, som det plejer.
På trods af sine kun 20 år er Asbjørn Alsing derfor ikke kun i gang med en teknisk erhvervsuddannelse. Han er i gang med at lære et fag, der er med til at sikre en mere stabil og grøn energiforsyning i fremtiden.
Ved siden af sin læreplads træner Asbjørn Alsing målrettet frem mod DM i Skills 2026, hvor han skal konkurrere mod nogle af landets dygtigste elektrikerlærlinge.
Samtidig er han en del af elektrikerlandsholdet, etableret af TEKNIQ og Dansk El-Forbund for at styrke talentudviklingen i el-branchen.
Deltagelsen i begge dele har et større formål for Asbjørn Alsing, da der ifølge ham stadig er mange, der ikke ved, hvad elektrikerfaget egentlig går ud på og dets mange muligheder.
– Mange tror, det bare handler om at sætte lamper op, men det er kun en lille del af faget. Der er virkelig mange muligheder, siger Asbjørn Alsing.
Han er overbevist om, at flere ville vælge uddannelsen, hvis de kendte til bredden i faget. Og han håber derfor, at DM i Skills og elektrikerlandsholdet kan være med til at vise mulighederne frem for endnu flere unge.
- Min deltagelse til DM i Skills og på elektrikerlandsholdet kan forhåbentlig få flere til at se, hvad vi laver som elektrikerlærlinge i hverdagen og give dem lyst til at starte på elektrikeruddannelsen, siger Asbjørn Alsing.
Den gode læreplads gør forskellen
En stor del af begejstringen for elektrikerfaget finder han i hverdagen hos medlemsvirksomheden Selskov Elektric. Her er han ikke bare lærling, men en del af holdet med ansvarsfulde opgaver og gode kollegaer.
– Jeg har været superheldig med min læreplads. Jeg får ansvar og lov til at prøve tingene selv. Det er der, man lærer faget bedst, fortæller Asbjørn Alsing.
Også når noget ikke lykkes første gang, er der plads til at lære:
– Jeg får lov til at fejle og prøve igen. Det gør, at man virkelig udvikler sig, siger Asbjørn Alsing.
Solceller og energisikkerhed i praksis
Asbjørn Alsing arbejder i stigende grad med solcelleanlæg og såkaldte off-grid løsninger – systemer, der fx kan holde boliger forsynet med strøm, hvis elnettet svigter.
– Vi laver hele pakken. Alt det der gør, at huset kan klare sig selv, hvis strømmen går, forklarer Asbjørn Alsing.
Efterspørgslen på grønne løsninger er tydeligt stigende, og det hænger ifølge Asbjørn Alsing tæt sammen med udviklingen i verden omkring os.
– Jeg installerer flere og flere solceller i private hjem. Man kan godt mærke, at folk tænker mere over både strøm og sikkerhed i hverdagen, siger Asbjørn Alsing.
For ham er koblingen mellem verdenssituationen og arbejdet som elektrikerlærling derfor også tydelig:
– Det er ret vildt at tænke på, at det, man laver til hverdag, faktisk hænger sammen med alt det, der sker i verden.