TEKNIQ holder lukket mellem jul og nytår. Ved akut overenskomsthjælp kan Jura kontaktes - vi åbner igen 2. januar. Læs mere her
Bæredygtigt byggeri i overhalingsbanen
Publiceret:31. maj 2021
Skrevet af:Michael Degn
De senere år har der været en overvægt af større nybyggerier, der bliver kategoriseret som bæredygtige, viser data fra Byggefakta A/S.
Den grønne bølge skyller ind over byggeriet, så der i dag faktisk er en overvægt af større byggerier, der har krav om bæredygtighed med sig.
Byggefakta A/S, der løbende laver analyser af byggebranchen, tegner i sin seneste bæredygtighedsrapport udviklingen fra 2019-21. Den fokuserer på nybyggerier til mere end 30 millioner kroner, hvor andelen af bæredygtige projekter svinger fra 56 til 60 procent.
I runde tal betyder det eksempelvis for 2021, at der ud af en pulje på knap 90 milliarder kroner er bæredygtige byggerier for godt 50 milliarder kroner.
Til gengæld dækker bæredygtighed over en lang række forskellige definitioner og certificeringsordninger. Den tyske certificeringsordning DGNB er dog langt den mest dominerende i Danmark, og i 2021 er der planlagt byggerier for 20,7 milliarder kroner med det mærkat. Til sammenligning tegner de svanemærkede byggerier sig for knap 2,4 milliarder kroner.
Endelig er der en gruppe af bæredygtige byggerier, der ikke har egentlige certificeringer, men bliver kategoriseret som lavenergi-byggeri. Det gælder eksempelvis byggerier med ”bæredygtighedstiltag ud over Bygningsreglementet”. Den gruppe tegner sig for knap 17 milliarder i 2021.
De største bæredygtige byggerier er blandt andet sygehuse, virksomhedsdomiciler og boligprojekter.