Dansk Center for Lys bliver til nyt TEKNIQ-netværk
Publiceret:08. maj 2026
Skrevet af:Mimi Munch-Jensen
Niels Knudsen (tv), formand for Dansk Center for Lys, og Andreas Schelbeck (th), underdirektør i TEKNIQ.
Dansk Center for Lys bliver en del af TEKNIQ og etableres som netværket TEKNIQ Dansk Center for Lys fra den 1. august. Målet er at samle hele værdikæden i ét stærkt fællesskab, der kan løfte kvaliteten af belysning i Danmark.
Belysningsområdet i Danmark får nu et samlet omdrejningspunkt. Dansk Center for Lys' medlemmer og aktiviteter bliver integreret i TEKNIQ, hvor de fremover vil indgå i det nyetablerede netværk TEKNIQ Dansk Center for Lys. Det nye netværk etables officielt den 1. august.
Netværket bringer installatører, producenter, rådgivere, arkitekter og lysdesignere tættere sammen på tværs af hele værdikæden. Formålet er at skabe et fagligt fællesskab, der kobler viden om teknik, energi, kunstlys og dagslys samt bæredygtighed med et klart fokus på trivsel, funktion og æstetik.
– Vi ser et stort potentiale i at bringe alle aktører tættere sammen. Når installatører, producenter, rådgivere og designere arbejder side om side, hæver vi kvaliteten af belysningen i Danmark. Samtidig står vi langt stærkere, når det tekniske erhvervsliv skal tale med én stemme over for beslutningstagerne om alt fra standarder og rammevilkår til fremtidens bæredygtige løsninger, siger Andreas Schelbeck, underdirektør i TEKNIQ.
Dansk Center for Lys har eksisteret i 78 år og har arbejdet for at fremme forståelsen for den gode belysnings betydning i alle aspekter af samfundet og hverdagen. Det arbejde kan nu fortsætte i det nye netværk.
- Set fra Dansk Center for Lys' perspektiv giver det nye netværk os mulighed for at fortsætte vores arbejde, der har stået på siden 1948, med at fremme dansk lyskultur, formidle viden og udbrede forståelsen for god og hensigtsmæssig belysning. Vi vil fortsætte med at bygge bro mellem de mange aktører lige fra forskning, standardisering, arkitektur og design til den praktiske virkelighed i virksomheder og byggeri, siger Niels Knudsen, formand for Dansk Center for Lys.
Kvalitet og bæredygtighed hånd i hånd
God belysning handler om langt mere end at tænde lyset. Det handler om at skabe løsninger, der fremmer trivsel og funktion i de rum, mennesker opholder sig i – hvad enten det er arbejdspladser, offentlige bygninger, byens rum eller private hjem.
Med det nye netværk får branchen et fælles forum til at udvikle og dele viden, der sikrer, at belysningsløsninger lever op til fremtidens krav om energieffektivitet, bæredygtighed og trivsel.
Det nye netværk bliver desuden et forum for videndeling og faglige aktiviteter.
Netværket TEKNIQ Dansk Center for Lys er åbent for virksomheder, organisationer, forsknings- og uddannelsesmiljøer og lign., der arbejder med belysning på tværs af værdikæden.