To smedelærlinge fra TEKNIQs medlemsvirksomheder er blandt årets modtagere af ML-prisen 2026. De hædres for både høj faglighed og stærke sociale kompetencer.
To nyudlærte smede fra TEKNIQs medlemsvirksomheder er blandt årets modtagere af Metalindustriens Lærlingepris – ML-prisen 2026. Begge modtager prisen fredag den 23. oktober i København.
Den ene modtager er Tobias Hestbech Pedersen, som har været i lære som smed hos medlemsvirksomheden VF Stålindustri A/S i Holstebro og har gået på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.
Han bliver i indstillingen fremhævet som en fagligt stærk, stabil og pålidelig smed, der hurtigt fandt sig til rette i faget og blev en værdsat kollega i værkstedet.
- Det er virkelig fedt. Det viser, at man gør det godt, siger Tobias Hestbech Pedersen.
Prismodtager Tobias Hestbech Pedersen.
Har stræbt efter æren
Den anden modtager er Lukas Daugaard Eriksen, som har været i lære som smed hos medlemsvirksomheden CJ Stainless Solution i Kalundborg og har gået på NEG Holbæk.
Også Lukas Daugaard Eriksen bliver fremhævet for både høj faglighed og stærke personlige egenskaber. I indstillingen beskrives han som en exceptionelt dygtig håndværker, der er flittig, mødestabil, hjælpsom og tager initiativ.
- Det er en stor ære, og jeg er glad for det. Jeg kendte godt prisen på forhånd, og jeg har stræbt efter den gennem uddannelsen. Jeg ved, at der er mange dygtige smede. Jeg har set nogle af de opgaver, de andre har lavet til deres svendeprøver, og de er bare dygtige. Så det er stort at vinde, siger Lukas Daugaard Eriksen.
Prismodtager Lukas Daugaard Eriksen.
Få kom gennem nåleøjet
ML-prisen uddeles for 24. gang af Metalindustriens Uddannelsesudvalg ved TEKNIQ, Dansk Metal og DI. Prisen går til nogle af de dygtigste nyudlærte svende i metalindustrien.
I år er 182 lærlinge blevet indstillet til prisen. Kun 25 modtager den. For at komme i betragtning skal lærlingen være indstillet af både skole og virksomhed, have opnået topkarakteren 12 til svendeprøven og samtidig have udmærket sig som en god kollega og samarbejdspartner i løbet af uddannelsen.