
I dag blev Elektrikeroverenskomsten stemt igennem hos Dansk El-Forbund. Det er gode nyheder for TEKNIQs medlemmer, da aftalen indeholder en række gode tiltag, der kommer til at ændre mulighederne markant for virksomhederne.
Det er et afgørende skridt ind i fremtiden for det tekniske erhvervsliv.
En lang proces er nu lukket, og en række muligheder til stor gavn for virksomhedernes fremtidige drift er åbnet. Med nyheden om at Dansk El-Forbunds medlemmer har stemt ja til Elektrikeroverenskomsten, kan virksomhederne i det tekniske erhvervsliv indrette deres arbejdsgange efter de nye fleksible muligheder, den nye overenskomst indeholder. De mange andre overenskomster på det private arbejdsmarked er også stemt hjem – og der er nu ro på arbejdsmarkedet de næste 3 år.
- Det er glædeligt, at overenskomsten er stemt igennem af Dansk El-Forbunds medlemmer. Vi er i TEKNIQ også meget tilfredse med, hvordan Elektrikeroverenskomsten er landet. Der er afgørende forbedringer, som kommer til at have store og positive effekter for vores virksomhedsmedlemmer, siger Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i TEKNIQ.
Det skal man vide
Elektrikeroverenskomsten indeholder en lang række tiltag og justeringer. Man kan blandt andet finde opdaterede lønsatser samt personaleomkostningsberegner på TEKNIQ.dk.
Derudover er følgende tre nedslag afgørende at være bevidst om:
- Udvidet Arbejdstid: Det er fremover muligt på den enkelte virksomhed at aftale (enten ved en lokal aftale eller med den enkelte medarbejder/ grupper af medarbejdere), at den ugentlige arbejdstid fremover kan lægges i tidsrummet mellem klokken 05 - 18 mandag til fredag og klokken 05 - 13 om lørdagen – uden genebetaling.
Derved kan medarbejderne møde en time tidligere, hvilket kan imødekomme kundernes eventuelle ønsker om en tidlig start, og det kan imødekomme den enkelte medarbejders ønske om en mere fleksibel hverdag. - Varierende Ugentlig Arbejdstid (VUA): Der er nu meget bedre mulighed for at påtage sig større projekter med korte deadlines, håndtere spidsbelastningsperioder eller tiltrække internationale medarbejdere i form af bedre mulighed for Varierende Ugentlig Arbejdstid (VUA).Det er nu muligt at operere med VUA op til 60 timer pr. uge ved en lokalaftale (uden tillidsrepræsentant) eller ved aftale med den enkelte medarbejder. Det er en stigning på 14 timer fra det tidligere niveau på 46 timer. Hvis man ønsker mere end 60 timer i nogle af ugerne, så forudsætter det dog en tillidsrepræsentant. Det er dog meget vigtigt, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i perioden er 37 timer.
- Fritvalgskonto er blevet mere fleksibel: Det er nu muligt at udbetale en væsentlig større del af Fritvalgskontoen løbende sammen med lønnen.
- Den nye aftale er mere moderne og mere fleksibel. Som arbejdsgiver har man nu mulighed for at skabe rammer for virksomhedsdriften, der passer til den virkelighed de opererer i. Det er et afgørende skridt ind i fremtiden for det tekniske erhvervsliv og kommer både virksomheder og ansatte til gavn, siger Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i TEKNIQ.
Hør mere om Elektrikeroverenskomsten og Varierende Ugentlig Arbejdstid
Der er lige nu mulighed for at få gennemgået de væsentligste elementer ved overenskomstfornyelsen og stille spørgsmål til TEKNIQs juridiske eksperter på webinarer eksklusivt for medlemmer.
Det første webinar er allerede d. 10. april, men kan man ikke nå at deltage her, er der mulighed for at deltage i et tilsvarende webinar d. 23. april.
Der vil blive afholdt et webinar, der specifikt forholder sig til Varierende Ugentlig Arbejdstid og fleksibilitet i øvrigt d. 25. april. Alle webinarer varer en time og foregår via Microsoft Teams.
- Elektrikeroverenskomsten - ændringer ved OK25 - 10. april 2025 - Kl. 09.00
- Elektrikeroverenskomsten - ændringer ved OK25 - 23. april 2025 - Kl. 09.00
- OK25: Endnu mere fleksibilitet og effektivitet på el-området - 25. april 2025 - Kl. 09.00