Fasthold dine medarbejdere med regelmæssige samtaler
Kender du ærgrelsen over en opsigelse fra en dygtig svend? Få fem gode råd, der kan sikre dig mere stabilitet i medarbejdergruppen.
Det vigtigste er at få talt med dine medarbejdere løbende.
Værktøjet til den snak hedder ”Fastholdelses-samtalen”. Det er en samtale om, hvordan din medarbejder har det. Derudover handler samtalen om, hvordan du kan sikre, at din medarbejder bliver i virksomheden. Fremgangsmåden er denne:
Inviter til en egentlig samtale om trivsel, hvor der er tilpas ro omkring jer.
Spørg:
Hvad er du glad for i jobbet?
Er der noget, som du kunne tænke dig var anderledes i dit arbejde?
Hvordan ser du dig selv i virksomheden i fremtiden?
Lyt og vis, at du har hørt, hvad der er blevet sagt.
Fortæl (evt. først dagen efter), hvad du vil gøre for at imødekomme medarbejderens ønsker.
Brug det, du har hørt, til at ramme rigtigt, når du skal motivere medarbejderen – hver dag.
Tag eventuelt denne samtale i forbindelse med MUS-samtalerne. Eller når virksomheden eller enheden gennemgår betydelige forandringer. Eller når du fornemmer mistrivsel hos en medarbejder. Men vigtigst af alt:
Tag ikke samtalen for sent!
Vil du vide mere? TEKNIQ Arbejdsgiverne har i samarbejde med ledelsesspecialisterne i Summit afholdt et webinar om fastholdelse og tiltrækning af medarbejdere. Webinaret kan genses via dette link: