Der er ikke nogen vej uden om en at lave en klog model for statsstøtte til vindindustrien i Europa. TEKNIQ Arbejdsgiverne presser på politisk for at sikre danske arbejdspladser og et øget fokus på den kritiske infrastruktur.
- Fejler modellen, så taber vi til Kina, USA og til intern kannibalisme i EU, slår direktør Troels Blicher Danielsen fast.
Støtten skal stille danske virksomheder lige i den globale konkurrence. I Danmark skal vi ikke opfinde flere eller nye puljer. Vi skal se på, hvordan man gør i andre EU-lande og allerhelst støtte ved at styrke de generelle rammevilkår. En mulighed er, at EU lader sig inspirere af de incitamentsstrukturer, der anvendes i USA.
- Når både Kina og USA støtter vindindustrien massivt, så kan vi ikke holde til at stå udenfor i EU, selvom vi til enhver tid hylder den frie konkurrence. Men EU må stå sammen og skabe nogle generelle rammer, der undgår, at det bliver et internt europæisk ræs om at tilbyde flest støttekroner i EU. Vi skal for alt i verden undgå at flytte arbejdspladser rundt i Europa, siger Troels Blicher Danielsen.
Regeringen har netop præsenteret en ny europapolitisk aftale, der netop fokuserer på den kritiske infrastruktur og de store sårbarheder, der er opstået i forsyningskæderne af blandt andet råmaterialer.