
Med optagelsen af AC El-installation A/S og AC Energi A/S i Vejle som den 14. og 15. virksomhed i Koble har det multi-lokale partnerskab nu taget første spadestik til sin etablering i Midtjylland.
Koble ApS blev etableret i slutningen af 2022 og er siden da vokset til at omfatte 13 installatørvirksomheder. Med dagens optagelse af Vejle-virksomheden AC– som omfatter de to driftsselskaber AC El-installation A/S og AC Energi A/S – dækker partnerskabet nu over 15 partnere med en samlet omsætning på 560 mio. og ca. 470 medarbejdere.
Koble ApS har de seneste år opbygget to grupperinger af partnere i hhv. Nordjylland og Sjælland og øerne. Målet er at opbygge lokale grupperinger i alle landets regioner – og nu er tiden altså kommet til Midtjylland.
- I Koble agerer vi grundlæggende på tre niveauer: Koble som helhed, hvor vi tilbyder en række fælles services som fx administration, marketing og indkøb samt uddannelse i regi af Koble Akademi. Regionalt, hvor grupperingerne opbygger et tæt og fortroligt internt samarbejde og forum for sparring og erfaringsudveksling på tværs. Og lokalt, hvor den enkelte virksomhed bibeholder sin lokale forankring og selvstændige drift – men løftes ved at blive en del af noget større. For at sikre hurtigt udbytte for partnervirksomhederne, vokser vi Koble ApS via ’knopskydning’, hvor vi etablerer os i én region ad gangen, siger COO i Koble ApS, Anders Colding.
Med optagelsen af AC i Vejle – hvor Koble ApS også selv har hovedsæde – har det multi-lokale installatørpartnerskab nu igangsat opbygningen af en ny gruppering i Midtjylland.
- AC er en solid virksomhed, som både står stærkt på traditionelle installatørservices inden for el og VVS, og som også er helt fremme ift. grønne energiløsninger til både private og erhverv. De er en virksomhed i rivende udvikling, og vi glæder os til at kunne understøtte deres vækst endnu mere. De har nogle stærke værdier, der går godt i tråd med Kobles værdisæt – og så er de en totalleverandør med en bred kompetencepalet, som vil kunne udnyttes i tværgående samarbejder med de øvrige Koble-partnere, siger Anders Colding.

Anders Colding, COO, Koble ApS
Fortsat lokal forankring afgørende
Installationsvirksomheden AC dækker over to selskaber, AC El-installation A/S og AC Energi A/S, med i alt fem ejere. Direktør Carsten Lund er medejer i begge selskaber, og han og de øvrige ejere ser frem til at blive en del af Koble-partnerskabet – ikke mindst fordi det giver dem mulighed for at fortsætte virksomheden som en selvstændig enhed.
- I overvejelserne om at blive en del af Koble var det afgørende for os, at vi forbliver en lokal virksomhed med lokale kunder og lokal forankring, og at vi beholder det ”AC DNA”, som vi er kendt for i lokalområdet. Samtidig får vi mulighed for at få en større og stærkere organisation i ryggen, som betyder, at vi kan styrke vores rolle i markedet via Kobles fokus på medarbejderuddannelse, rekruttering, ESG og lignende, siger han.
Der er stor konkurrence om de dygtige medarbejdere i branchen, og konkurrencen bliver kun større fremover.
Carsten Lund fremhæver især muligheden for en stærkere HR- og rekrutteringsfunktion og de løbende uddannelsestilbud, som medarbejderne tilbydes i regi af Koble Akademi, som nogle af de afgørende faktorer bag ejernes beslutning om at indtræde i partnerskabet.
- Der er stor konkurrence om de dygtige medarbejdere i branchen, og konkurrencen bliver kun større fremover. Sammen med de øvrige Koble-partnere opnår vi en størrelse, som gør det muligt at have en professionel rekrutterings- og HR-funktion, som både kan gøre det nemmere for os at tiltrække kvalificerede medarbejdere, og som desuden har fokus på løbende videreuddannelse af alle virksomhedens medarbejdere – fra montører til ledelse. Det vil give os de medarbejdere og de kompetencer, som er afgørende for, at vi fortsat kan være en attraktiv samarbejdspartner for vores kunder, siger Carsten Lund.
-
Kort fortalt
Koble:
Koble er et fællesskab af el-installatørfirmaer over hele Danmark. I partnerskabet forenes styrken ved at være mange med den enkelte virksomheds stærke værdier, høje faglighed og lokale forankring.
Som partner i Koble får virksomhederne adgang til en række synergier, ressourcer og fælles indsatser, som kan styrke deres arbejdsmetoder, kompetencer og kendskabsgrad – til fordel for såvel virksomhederne selv som deres kunder rundt om i landet.Læs mere på www.koble.dk
AC:
AC dækker over selskaberne AC El-installation A/S og AC Energi A/S og er totalleverandør af løsninger inden for el, VVS og energiinstallationer.
Virksomheden har hovedsæde i Vejle og afdeling i Jelling, og de ca. 70 specialuddannede medarbejdere udfører alle former for installationer til private, erhvervs- og offentlige kunder og indgår desuden ofte som samarbejdspartner i større byggeentrepriser som lejlighedsbyggerier, lagerhaller, produktionsfaciliteter og kontorbyggerier.Læs mere på www.ac-as.dk