
Spørgsmål:
Når en medarbejder mister sit kørekort, kan det have stor betydning for virksomhedens daglige drift. Håndteringen af denne situation afhænger af flere faktorer, eksempelvis medarbejderens arbejdsopgaver.
Svar
I har som arbejdsgiver ret til at forvente, at medarbejderne kan udføre deres arbejdsopgaver, som de er ansat til. Hvis medarbejderens ansættelseskontrakt er betinget af et gyldigt kørekort for at kunne udføre sit arbejde, kan virksomheden ty til opsigelse. TEKNIQ anbefaler, at man, inden opsigelsen gives, undersøger mulighederne for midlertidig omplacering af arbejdsopgaver, der ikke kræver kørekort. Alternativt kan man se på, om medarbejderen kan varetage sit arbejde ved at køre sammen med kollegaerne eller benytte andre transportmidler. Hvis der ikke er nogen alternative løsninger, kan opsigelse være nødvendig.
I sager om mistet kørekort kan der være en mellemliggende periode fra begivenheden, hvor en medarbejder har overtrådt færdselsloven, indtil kørekortet administrativt bliver inddraget af politiet. TEKNIQ anbefaler derfor, at virksomheden ved sådanne tilfælde udsteder en skriftlig advarsel til medarbejderen. I denne advarsel bør det fremgå, at mistet kørekort kan føre til opsigelse under henvisning til betingelsen om gyldigt kørekort i ansættelseskontrakten.
Advarslen fungerer som en officiel påmindelse om betydningen af at have et gyldigt kørekort og kan hjælpe med at dokumentere situationen, hvis det senere skulle blive nødvendigt at opsige medarbejderen.
I de tilfælde, hvor ansættelseskontrakten ikke indeholder en betingelse om gyldigt kørekort, er situationen mindre klar i forhold til opsigelse. I disse tilfælde har virksomheden en større bevisbyrde for at dokumentere, at opsigelsen er saglig, da det ikke eksplicit fremgår af ansættelseskontrakten, at et gyldigt kørekort er en forudsætning for ansættelsen. Virksomheden kan stadig forvente, at medarbejderen kan udføre sine arbejdsopgaver, men man skal undersøge mulighederne for omplacering eller alternative løsninger, som nævnt tidligere. Hvis det ikke er muligt at finde en passende løsning, kan virksomheden overveje opsigelse, men det skal kunne dokumenteres, at der ikke er andre muligheder.
Derfor er det en god idé, at virksomheden ved ansættelse af en ny medarbejder, som skal beskæftige sig med arbejdsopgaver, der kræver et gyldigt kørekort, skriver ind i ansættelseskontrakten, at ansættelsesforholdet er betinget af gyldigt kørekort.