-
Industri
Efter af have vundet en stor offentlig SKI-aftale for elevatorservice tidligere på året har den nordjyske specialist i teknisk facility management, Nordelektro A/S, nu åbnet en afdeling i Fredericia. Dermed har virksomheden afdelinger - i Aalborg, Frederikshavn og Fredericia - der løser tekniske opgaver i hele Danmark
Tidligere på året kunne Nordelektro annoncere virksomhedens største serviceaftale nogensinde i 14 kommuner i Jylland og på Fyn samt i Region Nordjylland. Den vil øge omsætningen med over 50 procent - og er baggrunden for åbningen i Frederica.
Aftalen er nu øget fra 1.000 til 1.200 elevatorer - og kan øges yderligere. I første omgang ansættes 10 medarbejdere i Fredericia, men antallet af elevatorteknikere vil blive øget senere.
På trods af den generelle mangel på specialiserede teknikere i branchen er alle de nyansatte i afdelingen i Fredericia erfarne elevatorteknikere. Det er vigtigt for virksomheden.
Vellykket rekruttering
– Vi har kunnet tiltrække de kollegaer, vi har haft brug for indledningsvist. Det er ikke en selvfølge, at man kan tiltrække erfaren arbejdskraft, idet vi ser en udbredt mangel på specialiseret arbejdskraft i teknikbranchen. At vi har fået erfarne kompetencer ind fra starten, skyldes i høj grad, at vi har været i stand til at formidle den strategi, Nordelektro har om at blive en landsdækkende aktør inden for teknisk facility management, siger adm. direktør Jesper Christiansen.
15.000 anlæg
Virksomheden er specialist i Teknisk Facility Management og efterser pt. flere end 15.000 tekniske anlæg. Nordelektro er etableret i 1934 og beskæftiger knap 60 medarbejdere.
Udover den øgede aktivitet gennem SKI-aftalen udvider Nordelektro også kundebasen med nye kunder. Nordelektro har blandt andet indledt et nyt samarbejde med Danmarks største medicinalfirma om levering af to godselevatorer til en fabriksudvidelse i Kalundborg. Derudover er virksomheden udvalgt til at stå for el-service hos Nordea Pension Ejendomme i Aarhus.