Installatører får nu mulighed for at reparere skader på blandt andet gulvvarmeslanger. Med et nyt tillæg til DS 469, Varme- og køleanlæg i bygninger, er der indført normativ anvisning for reparation af ikke-udskiftelige varmeledninger.
Det betyder, at der nu findes en metode for reparation af eksisterende bygningers varmeanlæg. For reparationer i nye bygninger vil der fortsat være behov for dispensation fra Bygningsreglementet, hvor DS 469 skal følges for at leve op til Bygningsreglementets kravtekst.
Hidtil har DS 469 ikke indeholdt bestemmelser om reparation af eksisterende ledninger på samme måde, som det kendes fra DS 439 om vandinstallationer. Da den seneste udgave af DS 469 blev udgivet i 2013, blev ikke-udskiftelige samlinger gjort ulovlige i nye bygninger. Siden har der manglet en anerkendt metode til at håndtere enkeltskader på nyere varmeinstallationer.
Varmeinstallationer fra før 2013
Varmeinstallationer udført før 2013 kan repareres med henvisning til den særlige BR-vejledning ”Vejledning om installationer i eksisterende bygninger”. Teksten i denne vejledning angiver, at ”Reparation og mindre ændringer kan udføres med materiel og efter metoder, der var lovlige på installationens udførelsestidspunkt”. Varmeinstallationer fra før 2013 kan derfor lovligt repareres med mekaniske samlinger, også ikke-udskifteligt.
Varmeinstallationer fra efter 2013
Det nye tillæg til DS 469 udfylder et hul i forhold til reparationer på eksisterende varmeinstallationer udført efter 2013. Det sker i praksis ved udgivelsen af et normativt anneks C til DS 469. At annekset er normativt betyder, at det er kravtekst i forhold til opfyldelse af DS 469.
Det nye anneks beskriver reparation af enkeltstående skader, opstået ved eksempelvis boring, sømning eller frostskade i gulvvarme eller radiatorstik. Det nye anneks angiver, at den beskrevne fremgangsmåde kun kan anvendes på 1- 2 samlinger. Mere end 2 samlinger tillades ikke, da der så antages total udskiftning af gulvvarmeslange i det aktuelle rum. Derved vil der være de maksimale 2 samlinger ved indgang til rummet. Tillægget gælder ikke for pressamlinger, der ikke er godkendt som ikke-udskiftelig samlingsmetode. Derudover anbefales det i tillægget, at der efter reparation af varmeinstallation forsynet med direkte fjernvarme, ændres til indirekte fjernvarme.
Brug det rette materiale
Materialer til samlinger på varmeinstallation skal være egnet til formålet og opfylde samme krav til funktionsstabilitet og levetid som den eksisterende installation. Reparationsrørstykke skal være af samme materiale, type og dimension som i den eksisterende installation. Det anvendte værktøj skal være kompatibelt og producentgodkendt til den aktuelle samlingsmetode og være vedligeholdt.
Selve reparationen skal foregå efter retningslinjerne i tillægget, herunder ”lokalisering af skaden og blotlægning”, Udskæring af rørstykke og klargøring af reparationsstykke”, ”Samling og tilspænding”, ”Kontrol og prøvning” samt sidst men ikke mindst ”Dokumentation”. Det vil være nødvendigt at sikre sig kendskab til producentens montageanvisning, hvori de nærmere retningslinjer for reparation, herunder korrekt tilspændingsmoment vil fremgå.
Husk tæthedsprøvning
Afslutningsvis skal der udføres en tæthedsprøvning i henhold til DS 469 med et tryk, der svarer til anlæggets krav. Tæthed og tilspænding af mekaniske samlinger skal efter et døgn igen kontrolleres. Dokumentation for den udførte samling skal omfatte fotodokumentation, placeringsangivelse, prøvningsrapport og materialebeskrivelse.
Bliv klogere på reparation af ledninger
Få overblikket og bliv klogere på reglerne for reparation af ledninger på vand,- varme og afløbsinstallationer, når TEKNIQ holder webinar for medlemsvirksomhederne. Læs mere og tilmeld dig her.