Ny app til servicering af ABA-anlæg sparer både installatører og beredskab for et hav af ventetid i telefonkø.
Siden starten af oktober har blandt andre Kemp & Lauritzen testet en ny app af til servicering af ABA-anlæg (Automatisk Brandalarmering, red.). Få uger inde i forløbet er installationsvirksomheden ikke i tvivl om, at potentialet er enormt, når det kommer til at skære unødig spildtid væk.
- Teknikerne er meget tilfredse med at undgå at vente på at servicemelde et anlæg, siger Jon Ambirk, serviceleder i Kemp & Lauritzen.
Indtil nu har installatørerne ringet ind til Hovedstadens Beredskab i forbindelse med servicering af ABA-anlæg, så brandbilerne ikke bliver sendt af sted uden grund. Det trin kan de nu springe over ved at bruge app’en i stedet for at hænge i en telefonkø.
700 opkald om dagen
Det lyder måske ikke af meget, men med cirka 700 daglige opkald til Hovedstadens Beredskab om servicering af ABA-anlæg, så er der oceaner af tid at spare for alle parter. Jon Ambirk forklarer, at der kan gå alt mellem fem minutter til op mod en halv time, før teknikeren kommer igennem telefonkøen. Cirka halvdelen af opkaldene går ifølge servicelederen igennem efter cirka 10 minutter, men når serviceteknikerne hos Kemp & Lauritzen i gennemsnit foretager 500-600 opkald om måneden, så bliver det til en del timer i sidste ende.
- Det sparer os for en hulens masse tid, og alt i alt er det en win-win-løsning for alle parter, siger Jon Ambirk.
I Hovedstadens Beredskab bruges der i omegnen af to årsværk på at besvare de mange henvendelser om ABA-anlæg. Af samme grund er der en gevinst for beredskabet, når de fremadrettet ikke skal bruge så meget krudt på den slags tidsrøvere.
- Det er ikke sådan, at alle opkald forsvinder, men jeg vil tro, at det drejer sig om 2/3-dele af opkaldene, der bliver sparet væk, siger Tim Ole Simonsen, operationschef og pressetalsmand i Hovedstadens Beredskab.
Han understreger, at det trods den nye app stadig er installatørens ansvar at sikre, at ABA-anlæggene er slået ordentligt til og fra i forbindelse med servicebesøg.
App’en, der hedder ABAservice, bliver i øjeblikket testet hos 40 serviceteknikere fra Bravida, Kemp & Lauritzen, Dansk Sprinkler Teknik og Siemens. Fra december er det meningen, at løsningen skal udbredes til alle 108 servicevirksomheder i hovedstaden.
Der ifølge Hovedstadens Beredskab ingen aktuelle planer om at udbrede løsningen til andre dele af landet.