Fem kravspecifikationer for certificerede sikringsleverandører er revideret og gælder fra 1. juli 2026. Det øger behovet for, at sikringstekniske installatører har styr på dokumentation, cloud-løsninger og datasikkerhed.
Sikringstekniske installatører skal være skarpe på de krav, der gælder, når de arbejder med forsikringskrævede anlæg og er listet hos F&P som godkendte sikringsinstallatører.
Det er blevet endnu mere aktuelt, efter at fem kravspecifikationer for certificerede leverandører af sikring er blevet revideret. De opdaterede kravspecifikationer gælder blandt andet indbrudsalarm, mekanisk sikring, adgangskontrol, TV-overvågning og vagtvirksomhed. Ændringerne har virkning fra 1. juli 2026.
For virksomheder, der allerede er certificeret efter tidligere kravspecifikationer, kan registreringen opretholdes indtil førstkommende recertificering. Men det ændrer ikke ved, at virksomhederne bør sætte sig ind i de nye krav nu.
Øget fokus på dataopbevaring
En af de væsentlige ændringer er et øget fokus på opbevaring af fortrolige data i cloud-løsninger. Det har betydning for sikringstekniske virksomheder, der installerer, idriftsætter eller afleverer anlæg, hvor data lagres digitalt eller er koblet til kundens netværk.
Når sikringsudstyr bliver en del af kundens digitale infrastruktur, følger der også et større ansvar. Det gælder både i projekteringen, i dialogen med kunden og i den dokumentation, der afleveres sammen med løsningen.
Særligt virksomheder, der arbejder for kunder omfattet af NIS2 eller udpeget efter CER-reglerne, kan blive mødt af skærpede krav. De virksomheder har pligt til at forholde sig til deres leverandørkæde og undersøge, om underleverandører lever op til kravene til sikkerhed, robusthed og håndtering af data.
Det betyder, at sikringsinstallatører i højere grad skal kunne forklare og dokumentere, hvordan løsningen er opbygget, hvor data opbevares, hvem der har adgang, og hvordan installationen understøtter kundens samlede sikkerhedsniveau.
– Sikringsbranchen udvikler sig hurtigt, og kravene til både teknik, dokumentation og datasikkerhed bliver mere komplekse. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne løbende holder sig opdateret, så de kan rådgive kunderne korrekt og levere løsninger, der lever op til de krav, markedet og myndighederne stiller, siger Per Reinholdt, teknisk konsulent i TEKNIQ.
Kom med til seminar
De reviderede kravspecifikationer er udarbejdet af F&P i samarbejde med blandt andre Rigspolitiet, SikkerhedsBranchen, TEKNIQ, VSI, Låsesmede Foreningen og Glarmesterlauget.
TEKNIQ Sikring holder 25. september 2026 en seminardag i Odense, hvor sikringsspecialister, teknikere og montører kan få en samlet faglig opdatering om blandt andet F&P’s kravspecifikationer, dokumentation, IT-sikkerhed, NIS2, cloud-løsninger og AI. Arrangementet er målrettet medlemmer af TEKNIQ Sikring og TEKNIQ. Tilmeldingsfristen er 21. september 2026.
Du kan læse mere og tilmelde dig arrangementet her.