Det kan være fristende blot at udstede en kreditnota og derved frigøre kunden for pligten til at betale en mindre gæld i stedet for at starte en dyr inkasso-sag. Men den slags godkendes normalt ikke som grundlag for fradrag - hverken skatte- eller momsmæssigt. Læs gode råd fra BDO.
Selvstændige kan fratrække tab på debitorer, når tabet er endeligt konstateret og kan opgøres præcist. Det samme gælder for selskaber, der bruger realisationsprincippet i forhold til forretningsdebitorer.
Et tab anses som udgangspunkt først for endeligt konstateret, når et forsøg på udlæg eller en tvangsinddrivelse hos kunden ikke har givet noget udbytte. Den slags tiltag tager imidlertid ofte lang tid og er forbundet med ikke uvæsentlige omkostninger. Der findes dog særlige regler om forenklet inkasso for krav under 100.000 kr.
Når det gælder tilgodehavender hos kunder, der er gået konkurs, findes der eksempler fra praksis, hvor der er godkendt fradrag for tabet, selvom kravet ikke er anmeldt i konkursboet.
Hvis der er tale om mindre tilgodehavender, anvender nogle virksomheder den praksis, at de – i stedet for at sende et tilgodehavende til inkasso - udsteder en kreditnota, hvilket frigør kunden for pligten til at betale sin gæld. Det er imidlertid et quickfix, som Skattestyrelsen ikke anerkender. Det kan illustreres med en nylig afgørelse fra Landsskatteretten.
Sagen handlede om en mindre rådgivende ingeniørvirksomhed, hvor indehaveren ved udgangen af 2017 gennemgik sine debitorer og i den forbindelse udstedte en lang række kreditnotaer.
Det skete dels, fordi han på grund af omkostningerne ved tvangsinddrivelse normalt ikke forfulgte krav på under 50.000 kr., og dels fordi han i forhold til et mindre antal tilgodehavender mente, at der var sket en fejlfakturering.
Skattestyrelsen mente imidlertid ikke, at der – med undtagelse af to af kreditnotaerne – kunne godkendes fradrag for beløbene.
Afgørelsen blev tiltrådt af Landsskatteretten med den begrundelse, at der ikke var foretaget retlige skridt i forhold til at inddrive tilgodehavenderne. Den omstændighed, at indehaveren havde rykket nogle af kunderne for betaling var ikke tilstrækkelig. I forhold til de kreditnotaer, hvor der angiveligt var sket fejlfakturering, bemærkede retten, at kreditnotaerne var udstedt flere år efter arbejdets udførelse. Det kunne ikke anses for normal praksis, og derfor var det ikke et tilstrækkeligt grundlag til at opnå fradrag.
Det fremgår ikke af afgørelsen, hvorvidt Skattestyrelsen også nægtede ingeniøren fradrag for momsen af kreditnotaerne, men dette må anses for givet.
For heller ikke når det gælder moms, anerkendes udstedelsen af kreditnotaer nemlig normalt som grundlag for fradrag. I en kendelse fra 2017 stadfæstede Landsskatteretten således en afgørelse fra Skattestyrelsen om nægtelse af momsfradrag i forhold til hele 305 kreditnotaer, som kuratoren i et konkursramt selskab havde udstedt med henblik på at få godtgjort momsen.
Virksomheder, der får nægtet skatte- og momsfradrag for kreditnotaer, der alene er udstedt for at opnå sådan et fradrag, ender med at betale moms og skat af penge, som de ikke har tjent, og de kan efterfølgende ikke foretage retslige skridt overfor kunderne, fordi der ikke længere eksisterer et tilgodehavende hos disse.
Så selvom det kan være fristende at gøre det, så bør kreditnotaer ikke bruges som alternativ til at foretage retslige skridt overfor debitorer, der ikke betaler.
