TEKNIQ holder lukket mellem jul og nytår. Ved akut overenskomsthjælp kan Jura kontaktes - vi åbner igen 2. januar. Læs mere her
Udbredt fejl koster virksomheder dyrt
Publiceret:11. mar. 2024
Skrevet af:Mads Hagemann Petersen
AI generet foto.
Det er dyrt at overskride tidsfrister i forbindelse med brug af Rørprislisten. Det måtte et TEKNIQ Arbejdsgiverne-medlem for nyligt sande med udgifter på over 30.000 kroner. Og det er et problem, der desværre går igen, lyder vurderingen fra TEKNIQ Arbejdsgivernes jurister.
Simple fejl om manglende overholdelse af tidsfrist kan ende med at koste virksomheder dyrt. Det er udmeldingen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne efter en forliget sag, hvor en medlemsvirksomhed skulle efterbetale et beløb på næsten 65 kroner per time og en bod på 30.000 kroner til det respektive forbund, der havde ført sagen.
- Det er fem minutter, der potentielt kan spare flere tusinde kroner.
Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I den konkrete sag var der tale om en misforståelse om, hvem der var akkordindehaver, der gjorde, at tidsfristen ikke blev overholdt. Og selvom årsagen kan variere, er der en klar tendens til, at det netop er manglende overholdelse af tidsfrister, der fører til sager i forbindelse med Rørprislisten.
- Vi kan se, at når der opstår sager, så er det typisk her, at skoen trykker. Det gode ved det er, at det er et meget konkret problem med en meget konkret løsning, siger Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Hun anbefaler derfor, at man printer denne oversigt over kritikfristerne ud, så man nemt og hurtigt kan se, hvad tidsfristerne er. Alternativt kan man altid kontakte TEKNIQ Arbejdsgiverne, hvis man ender i en tvivlssituation.
- Det er fem minutter, der potentielt kan spare flere tusinde kroner, understreger Linda Nordstrøm Nissen.