-
VVS
På TEKNIQ Arbejdsgivernes stand på VVS'23 i Odense kan du teste en nyudviklet beregner, der hurtigt giver svar på, hvor meget en varmepumpe vil støje på en given placering. Du vælger en adresse og får støj-fakta på stedet på messen. Vi tilbyder også ekspertrådgivning om VVS-certificeringer og CO2-regnskaber på messen.
- Vi vil på standen give masser af besøgende vores støjberegner direkte i hånden og lade dem selv prøve dette effektive værktøj til at beregne støjen fra forskellige varmepumper og forskellige placeringer ved en ejendom. Det er et nemt og stærkt værktøj – og det vil vi tilbyde de besøgende selv at opleve, siger konsulent Jesper Sandberg, TEKNIQ Arbejdsgiverne, der vil være en af konsulenterne på standen i Odense.
Støjberegneren er med sit visuelle overblik i Google Maps et godt dialogværktøj til at vælge varmepumpe og beslutte den optimale placering hos kunden, så støjgrænser overholdes. Værktøjet er udviklet i samarbejde med Energistyrelsen og kan trække data fra Energistyrelsens varmepumpeliste.
- Vi glæder os til at komme i dialog om varmepumper med en masse installatører på messen. De kan alle lette deres arbejde med dette værktøj, siger Jesper Sandberg.
TEKNIQ Kvalitet
Ud over støjberegneren kan besøgende også få inspiration på TEKNIQ Arbejdsgivernes stand om certificeringer og kvalitetsstyringssystemer. De messe-besøgende kan møde og få en inspirationssnak med direktør Peter Baagøe Larsen fra TEKNIQ Kvalitet, der er kontrolinstans på el, vvs, gas og kloak- autorisationer.
- Vi vil på messen gerne demonstrere for vvs-branchen, at der er åbenlyse sammenhæng mellem ISO certificeringer og KLS. Sammen skaber de to elementer det perfekte fundament for at imødekomme fremtidens vvs-krav inden for disse områder, siger Peter Baagøe Larsen fra TEKNIQ Kvalitet.
Virksomheder med en vision om at indtage nye markeder inden for jernbanesikkerhed, sprinkleranlæg eller køle- og ventilationssystemer vil på messen kunne få rådgivning om, hvad man især skal være opmærksom på, for at virksomhedens certificeringsområde kan tilpasse sig.
Valified
Et C02-regnskab er et krav, som flere og flere virksomheder møder fra kunder, banker og andre samarbejdspartnere. På vvs-messen kan de besøgende få information om Valified-systemet og tilhørende indsigtsrapporter, som TEKNIQ Arbejdsgiverne tilbyder sine medlemmer at benytte til at opgøre virksomhedens påvirkning af miljøet.
- Alle er nødt til at bidrage til en grønnere og mere bæredygtig verden. Det er målet med de nye krav til miljødokumentation, som skal sikre, at det netop ikke kun er fine ord men også reel handling. Uanset hvor man ligger i værdikæden som virksomhed, så vil det få betydning for hverdagen, siger Bjørn Hove, konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, som kan mødes torsdag på messen.
Find os her
TEKNIQ Arbejdsgivernes stand har nummer 2200. Find os her på kortet: