Registreringspligt i Motorregistret – det skal du vide, når du stiller fri bil til rådighed for medarbejderne
Har din virksomhed styr på reglerne for registrering af medarbejdere med fri bil som medarbejdergode i Motorregistret? TEKNIQ har samlet de vigtigste informationer her, så du kan få et overblik over, hvad reglerne betyder for din virksomhed.
Pligt til registrering af medarbejdere med fri bil i Motorregistret
Virksomheder, der stiller fri bil til rådighed for deres ansatte, kan være forpligtet til at registrere de pågældende medarbejdere som brugere af køretøjet i Motorregistret.
Få overblik over reglerne og virksomhedens forpligtelser nedenfor.
Lovgivningen har navnlig til formål at give myndighederne et bedre overblik over, hvem der har råderet over et konkret køretøj. Dette er for både at kunne bekæmpe snyd med registreringsafgiften og at kunne identificere, hvem der har ført et køretøj i forbindelse med lovovertrædelser, herunder i forbindelse med vanvidskørsel.
Det er behæftet med bødestraf, hvis køretøjets ejer ikke sikrer, at samtlige registreringspligtige brugere er korrekt registreret i Motorregistret. Derfor er det vigtigt, at din virksomhed overholder registreringspligten.
Hvem skal registreres som brugere af køretøjet?
Enhver, der har fysisk eller juridisk råderet over et køretøj i 30 sammenhængende dage eller mere, skal som udgangspunkt registreres som bruger af køretøjet.
For virksomheder, der stiller køretøjer til rådighed for deres ansatte, gælder der dog særlige regler.
For køretøjer, der stilles til rådighed for virksomhedens ansatte, skal den ansatte kun registreres som bruger, hvis vedkommende både opfylder rådighedskravet på 30 sammenhængende dage eller mere og samtidig beskattes af værdien af fri bil. Der er således ikke registreringspligt, hvis medarbejderen udelukkende anvender køretøjet erhvervsmæssigt.
Virksomheden skal dog selv være registreret som bruger, hvis den ikke selv ejer køretøjet.
Hvem er forpligtet til at sikre, at de rigtige brugere er registreret?
Køretøjets ejer er forpligte til at sikre, at fysiske eller juridiske personer med enten fysisk eller juridisk råderet over køretøjet registreres korrekt som brugere af køretøjet i Motorregistret.
TEKNIQ anbefaler, at virksomheden løbende vedligeholder registreringer og sørger for korrekt afregistrering, når en registreringspligtig medarbejder fratræder eller ikke længere har råderet over køretøjet.
Der skal betales et gebyr ved tilføjelse, ændring eller sletning af brugere.
Registrering af bruger kræver fuldmagt
Registrering af en bruger af et køretøj i Motorregistret kræver en fuldmagt.
Den, der skal registreres som bruger, kan logge ind på Motorregistret og oprette en fuldmagt, hvorefter ejeren kan tilknytte vedkommende som bruger af køretøjet.
En bruger kan også registreres ved ejerens personlige fremmøde hos en motorekspedition eller en nummerpladeoperatør. Det kræver dog, at brugeren er fysisk til stede, eller at ejeren medbringer en fuldmagt til brug for registrering af den pågældende som bruger af køretøjet.
En ansættelseskontrakt eller lignende dokument, der dokumenterer, at et køretøj er stillet til rådighed for en ansat, kan afhængigt af aftalens indhold udgøre en behørig fuldmagt til brug for registreringen.
En "bruger" af et køretøj er en fysisk eller juridisk person, der er forskellig fra køretøjets registrerede ejer, og som har ret til at anvende køretøjet i 30 sammenhængende dage eller mere.
- Ved "fysisk råderet" forstås, at den fysiske eller juridiske person har brugsretten til køretøjet.
- Ved "juridisk råderet" forstås, at den fysiske eller juridiske person kan bestemme, hvem køretøjet skal udlejes til, eller hvem et køretøj skal stilles til rådighed for.
TEKNIQ har udarbejdet et paradigme til en fuldmagt, som kan anvendes som inspiration, når en medarbejder skal registreres som bruger af et køretøj i Motorregistret.
Paradigmet kan findes her: Forslag til fuldmagt.
Det er et lovkrav, at virksomheden registrerer brugeren af køretøjet i Motorregistret, når en medarbejder har fri bil som et medarbejdergode og opfylder betingelsen om at have fysisk eller juridisk råderet over køretøjet i 30 sammenhængende dage eller mere. Manglende overholdelse af registreringspligten kan derfor udgøre et brud på lovgivningen.
Nægter en medarbejder at give fuldmagt til at blive registreret som bruger i Motorregistret, kan det navnlig medføre:
- at virksomheden ikke lovligt kan tilbyde medarbejderen fri bil som et medarbejdergode, eftersom køretøjets bruger ikke kan registreres korrekt i Motorregistret, og
- at medarbejderen kan komme i misligholdelse af ansættelsesforholdet, hvis nægtelsen medfører, at medarbejderen ikke kan udføre sit arbejde, hvilket kan få ansættelsesretlige konsekvenser.
Oplever du, at en medarbejder nægter at give fuldmagt, bør du kontakte TEKNIQ Jura for konkret rådgivning i din sag.
Ved skatte- eller momsretlige spørgsmål, anbefaler TEKNIQ, at du kontakter egen revisor.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at samtlige ejere og brugere af et køretøj hæfter solidarisk for de periodiske afgifter af køretøjet. Det betyder, at medarbejdere, der er registreret som brugere, kan blive opkrævet for køretøjets periodiske afgifter, hvis virksomheden ikke betaler.
Bliver en medarbejder opkrævet for periodiske afgifter som følge af den solidariske hæftelse, kan medarbejderen kræve tilbagebetaling (regres) hos virksomheden og eventuelle andre registrerede brugere i henhold til gældende regler herom.