Jan Eske Schmidt

Jan Eske Schmidt

Underdirektør

jes@tekniq.dk

7741 1560
2613 0828

Installatører efterlyser mere tyverisikring på byggepladser

Hver femte installationsvirksomhed har det seneste år oplevet tyveri fra en byggeplads. Der er behov for mere tyverisikring, lyder det fra flertallet i en ny medlemsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Tyverisikringen halter på byggepladserne. Det mener et flertal af landets el- og vvs-installationsvirksomheder.

I brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgivernes årlige medlemsundersøgelse svarer hele 56 procent, at byggepladserne ikke er sikret tilstrækkeligt. 21 procent af virksomhederne har fået stjålet værktøj og materialer fra byggepladser i løbet af det seneste år. Og selvom der er tale om et beskedent fald, er tallet ifølge organisationen stadig alt for højt.

”På en byggeplads kan man som virksomhed sikre meget selv, men ikke alt. På den måde er det en meget kompliceret øvelse at sikre en byggeplads”, siger Jan Eske Schmidt, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal. 

Gør det svært for tyvene

Undersøgelsen viser også, at vvs’ere og elektrikere tager en række forskellige midler i brug for at sikre deres materialer og værktøj på byggepladserne. Topscoreren er en aflåst container. Det har 66 procent anskaffet sig det seneste år, mens knap halvdelen har bedt bygherren om at sørge for tyverisikring. Det samme gælder mærkning af værktøj med logo og nummer. Til gengæld er det kun 12 procent, der bruger DNA-mærkning, som gør det sværere for tyvene at slette sporene.

John Jensen VVS i Hedehusene er en af de virksomheder, der tager både DNA-mærkning og flere andre midler i brug for at dæmme op for tyverier. Alligevel volder særligt byggepladserne stadig problemer, da tyvene har nem adgang til deres bytte – og en aflåst container er ikke nok til at stoppe dem. De skærer bare hængslerne over eller et hul i siden for at komme ind.

”For nylig fik vi stjålet værktøj for over 160.000 kroner i alt ad to omgange på samme byggeplads på Amager,” forklarer Peter Christensen, værktøjsansvarlig hos John Jensen VVS.

Han mener derfor, der er brug for, at byggepladserne bliver aflåst, videoovervåget og bemandet med vagter.

”På den byggeplads er der 10 indgange, og de er ikke lukket af. Ingen vil betale for overvågning”, siger Peter Christensen.

Lav opklaringsprocent

Politiets egne tal fra årets første seks måneder viser, at antallet af anmeldelser faldt godt 10 procent i forhold til samme tidspunkt året forinden.

Desværre fulgte opklaringsprocenten også med nedad. I første halvdel af 2018 lykkedes det at sigte gerningsmænd i 14 procent af sagerne, mens det kun skete i ni procent af sagerne i første halvår af 2019.

Antallet af tyverier fra byggepladser toppede i 2007 med 1.904 anmeldelser. Det faldt til 1.042 i 2016, og sidste år var det igen steget lidt til 1.102 anmeldelser.


TEKNIQ Arbejdsgiverne er en organisation med klart fokus på teknik-og installationsbranchen samt industri. Som medlem får du en lang række fordele, der er tilpasset netop dine behov.